Test af store varmepumper og chillere on-site
Store varmepumper og chillere anvendes ofte i installationer med mange årlige driftstimer. Derfor giver det anledning til potentielt store besparelser at indkøbe den mest energieffektive unit. Dette har slutbrugerne af disse typer units stort fokus på.
Derfor tilbyder Teknologisk Institut producenter af større varmepumper og af chillere til proceskøling og aircondition at teste deres units on-site
Hvis du er slutbruger af varmepumper eller chillere, så læs mere her
Over for dine kunder kan du som producent anvende testen som dokumentation for, at Teknologisk Institut har vurderet, at de virkningsgrader, der angives, er realistiske. Derved får man som kunde vished for, at det, man har fået, reelt er det, man har betalt for – til gavn for alle.
Test on-site
Vi har udviklet et nyt målekoncept, hvor vi ved hjælp af flowmåling med ultralyd og effektmåling med tangamperemeter vurderer unittens overordnede performance samt eventuelle skjulte optimeringspotentialer. Det kan vi gøre på en eksisterende installation, hvor jeres unit er anvendt, uden indgreb, hvilket vil sige, at der under installation af testudstyr ikke opstår nedetid for unitten. Og processen, hvori unitten indgår, kan fortsætte.
Testens indhold
Varmepumper og chillere i denne kategori er termodynamisk identiske og har (oftest) væske på både kold og varm side. Derfor vil testens indhold bestå af de samme elementer for varmepumper som for chillere.
I disse år etableres flere store varmepumpeinstallationer i samspil med fjernvarmesystemer, og her er der typisk et termisk lager tilknyttet. Det har vi også mulighed for at teste med henblik på at afdække, om varmepumpe og lager interagerer energieffektivt.
Efter installation af måleudstyr og endt måleperiode vil målingerne blive afrapporteret.
Du som kunde vil modtage værdifulde input omkring:
- Anlæggets performance – herunder en vurdering af, om det lever op til dokumentationen.
- Optimeringspotentialer.
- Andre problemstillinger i anlægget.
Ovenstående testindhold er kun et eksempel. Før enhver test afstemmer vi sammen testindholdet grundigt, således at du får de input, du ønsker.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Køle og Varmepumpeteknik her
På Teknologisk Institut – Køle- og Varmepumpeteknik – har vi stor teoretisk og praktisk viden om varmepumper og køleanlæg samt om måling på disse installationer. Vi har de fornødne teoretiske kompetencer til at udvikle de matematiske modeller af chillere og varmepumper, som skal anvendes til at bestemme varme-/kuldeproduktion samt energieffektivitet for disse typer af energianlæg.