Roller i det optimale arbejdsteam
3 min.
Alle, der har arbejdet i teams, ved hvor vigtigt dynamik og samarbejde er for succes. Forskellige roller påvirker dynamikken og effektiviteten i et team. Belbin, en britisk psykolog, udviklede i 1981 en teori om teamroller, og forståelsen af disse roller hjælper med at forstå, hvordan vi optimerer arbejdsteam. I denne artikel gennemgår vi de 9 roller, der ifølge Belbin giver det perfekte team.
Psykolog og forsker Raymond Meredith Belbin har udviklet en "opskrift" på det optimale team gennem hans arbejde med arbejdsteam. Med Belbins teamroller fokuserer man på, hvordan den enkelte medarbejder får en central rolle i forhold til teamets opgaver som helhed.
Disse roller er særligt vigtige, når teamet skal optimeres, udvikles, eller hvis der er konflikter i teamet.
De mest succesfulde teams er sammensat, så de er dækket ind med ni grundlæggende teamroller, der hver bringer unikke styrker og svagheder til arbejdsteamet. Selvom der er ni roller i Belbins opskrift, så behøver der ikke nødvendigvis at være ni personer i teamet - typisk vil en medarbejder kunne påtage sig to-tre roller i et arbejdsteam. Samtidig behøver en medarbejder ikke nødvendigvis at dække mere end én af rollerne. Det varierer alt efter organisationen og teamet.
Her er en oversigt over hver rolle og deres karakteristika:
Handlingsorienterede roller
Opstarter
Styrker: har et højt drive og finder løsninger på de forhindringer, der opstår.
Svaghed: bliver hurtigt utålmodig og har svært ved at arbejde i et roligt og velovervejet tempo.
Organisator
Styrker: en effektiv og disciplineret medarbejder med et realistisk overblik ift. opgaveløsning.
Svaghed: kan have svært ved forandringer og omstillinger.
Afslutter
Styrker: følger opgaver til dørs og retter op på fejl ved at være grundig og arbejdsom til opgaven er afsluttet.
Svaghed: ofte for detaljeorienteret og har svært ved at overlade opgaver til andre.
Menneskeorienterede roller
Koordinator
Styrker: er god til at holde overblikket, kan prioritere opgaver og er opmærksom på de mål, der skal opnås.
Svaghed: tager ofte ikke selv en del af arbejdsbyrden, da personen uddelegerer den til andre medarbejdere.
Formidler
Styrker: går op i det sociale i teamet og er en rigtig stærk iagttager, som kan styrke samarbejdet.
Svaghed: kan være konfliktsky og til tider også usikker.
Kontaktskaber
Styrker: samler teamet ved at gå med på andres idéer og visioner og er god til at udforske nye muligheder.
Svaghed: mister hurtigt sin interesse.
Tænkeorienterede roller
Idémager
Styrker: kommer med mange idéer og kreative løsninger. Tilgår arbejdsopgaver på en nytænkende og anderledes måde.
Svaghed: har ofte svært ved at kommunikere de konkrete idéer ud og glemmer praktiske og realistiske omstændigheder.
Analysator
Styrker: gode analytiske evner og dømmekraft. Tænker meget objektivt og har en rationel tankegang.
Svaghed: kan fremstå for skeptisk og overanalyserende, hvilket kan demotivere medarbejdere.
Specialist
Styrker: er specialiseret og fordybet i sit faglige emne. Er en engageret medarbejder med dybdegående viden inden for emnet.
Svaghed: specialisten fokuserer hovedsageligt på eget fagområde og kan isolere sig i sin egen specialviden.
Rollerne i praksis
De ni roller er vigtige ift. dynamikken i et team. Det kan også være vigtigt at se på disse roller, når der skal ansættes nye medarbejdere, eller når der skal afholdes MUS. Belbins model kan desuden danne grundlag for en diskussion om, hvordan teamet bedst kan udnytte hver medarbejders styrker og kompensere for svagheder, så teams kan arbejde mere effektivt og undgå konflikter.
Vil du vide mere?
Teknologisk Institut har et bredt udvalg af kurser, hvor du kan styrke dine kompetencer i at samarbejde, så I får det optimale ud af jeres arbejdsteam.
Kilde: Artiklen er skrevet på baggrund af psykologen og forskeren Meredith Belbins ni Teamroller beskrevet i bogen Management Teams fra år 1981.