Alternative svin vinder forbrugernes gunst
Fødevareproducenterne kan skabe spændende gourmet-produkter ved at benytte alternative svineracer i produktionen. Forbrugerne oplever kødet som mere mørt og saftigt end traditionelt svinekød.
Krydser man iberiske sortfodssvin og ungarske uldgrise med traditionelle danske svin kan man få kød med spiseoplevelser som forbrugerne værdsætter. Det viser et ny forskningsprojekt mellem Teknologisk Institut/ DMRI, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
- Undersøgelsen konkluderer, at kødudskæringer fra især krydsninger med iberiske og ungarske svin falder i forbrugernes smag. De oplever typisk kødet som mørt og saftigt, siger seniorforsker Margit Aaslyng fra Danish Meat Research Institute, DMRI, Teknologisk Institut.
Projektet har skullet undersøge mulighederne for at arbejde med svinekød af ekstra god kvalitet. Forskerne har for første gang undersøgt forskellige krydsninger mellem danske svin, ungarske uldgrise og iberiske sortfodssvin under danske forhold.
De forskellige krydsninger af svineracerne er blevet sammenlignet i en række detaljerede analyser. Desuden er produkterne blevet smagsvurderet af både et panel af eksperter og af forbrugere.
- Særligt bemærkelsesværdigt er det, at et testpanel af unge – og derved fremtidens – forbrugere for eksempel klart foretrak kød fra krydsninger med iberisk sortfodssvin, siger seniorforsker Margit D. Aaslyng.
Forskerne har testet udskæringer til ribbensteg, flæskesteg, koteletter, mørbrad og spegepølse. Det viste sig, at det især var ved udskæringer som flæskesteg og koteletter, at kød fra de alternative krydsninger faldt i forbrugernes smag, imens spegepølsers smag ikke blev oplevet som anderledes.
- Projektet viser, at det er muligt at lave en nicheproduktion af svinekød med ekstra god spisekvalitet. Da grisene vokser langsommere vil det dog også blive en meget dyr produktion, og kødet vil derfor skulle sælges for en betragtelig merpris, siger Margit D Aaslyng.
Resultaterne fra forskningsprojektet fremlægges på en workshop torsdag den 31. maj på Aarhus Universitets forskningscenter i Årslev på Fyn. Her vil der bl.a. være smagsprøver – også fra et projekt, som har undersøgt mulighederne for højtryksbehandling af kød.
Man kan tilmelde sig på www.food.au.dk.
Yderligere oplysninger
Centerchef Susanne Støier, Teknologisk Institut – tlf. 7220 2684 eller via e-mail: sst@teknologisk.dk