Beton og indeklima - energiforbrug til opvarmning og køling - Formål
En stor del af Danmarks energiforbrug anvendes til opvarmning og køling af bygninger.
I Produktområdeprojekt vedrørende betonprodukter er der fokuseret på at undersøge både positive og negative miljøeffekter ved anvendelse af beton i byggeriet.
På listen over positive effekter er bl.a. den såkaldte domkirkeeffekt: Beton er et tungt byggemateriale, der akkumulerer varme, og som derved kan udjævne temperaturudsving. Når bygningen tilføres varme fra fx solindfald, lagres varmen i betonkonstruktionen, så der kun kommer en moderat stigning i rumtemperaturen. Varmen frigives på et senere tidspunkt, når rumtemperaturen falder, så temperatursænkningen forsinkes. Den varmeakkumulerende effekt kan anvendes passivt – ved at betonen simpelthen er der – eller aktivt i såkaldte termoaktive konstruktioner, hvor indstøbte rør med cirkulerende luft eller vand sørger for at tilføre eller fjerne varme. Det kan fx være en kontorbygning, der køles med kold natteluft.