Bygningshub-data til den grønne omstilling - Proces
Vælg side
Projektarbejdet blev indledningsvist opdelt i to moduler og fulgte en struktureret proces for at udvikle værktøjer baseret på brugerbehov og feedback. Modul 1 udviklede værktøjer til el-og varmebenchmark for ejere og administratorer af etageboliger og kontorejendomme. Modul 2 udviklede værktøjer til TEKNIQ Arbejdsgivernes web-applikationer for VVS-virksomheder.
Modul 1
Til udvikling af el- og varmebenchmark blev der afholdt en workshop i samarbejde med Energispring Aarhus til afdækning af brugerbehovet for boligselskaber med fokus på etageboligejendomme og anvendelsen af fjernvarmedata. Derudover blev der afholdt en workshop med Energispring København og dens partnere i følgegruppen, som fokuserede på kontorejendomme og metoder til benchmark af elforbrug.
Indsigter fra workshops:
- Brugerne havde begrænset tid til at gennemgå energidata i deres daglige rutiner.
- En rimelig frekvens for at modtage information var hver 3. måned eller i form af alarmer, når specifikke problemer opstod.
- Modtageren af energidatainformation i organisationer var ikke altid den rette person, hvilket kunne føre til forsinkede reaktioner på vigtige hændelser.
- Der var behov for at kombinere økonomi og energidata, og specifikke benchmarks var efterspurgte.
Ud fra disse indsigter fokuserede projektteamet på udviklingen af to hovedværktøjer til bygningsejere/administratorer:
- Kvartalsrapporter for el-og varmedata.
- Udvidelse af det eksisterende benchmarkingværktøj BEE med benchmarks for kontorejendomme og API.
Modul 2
I modul 2 faciliterede TEKNIQ Arbejdsgiverne en følgegruppe for VVS-virksomheder, der bidrog med inputs til skitseringen af værktøj ud fra et inspirationskatalog med tilhørende regneark, der viste forskellige anvendelser af data fra Bygningshubben i forhold til fjernvarme, BBR og klimadata. Ud fra regnearkene og følgegruppens input blev der udarbejdet en demoversion af det webbaserede værktøj, som blev testet af 4 VVS-virksomheder inden den endelige version blev publiceret på TEKNIQ Arbejdsgivernes hjemmeside.
Disse værktøjer havde til formål at demonstrere hvordan data fra Bygningshubben kunne omsættes til praktisk anvendelige løsninger.