Danske arbejdspladser skal sikres med højteknologisk pilotproduktion
Dansk produktion og danske arbejdspladser skal sikres ved at Danmark kan konkurrere med lavtlønslande gennem højteknologisk produktion. Teknologisk Institut inviterer virksomhederne til samarbejde om at udvikle, afprøve og etablere højteknologisk produktudvikling og produktion i Danmark.
Danske virksomheders produktion af varer i Danmark har afgørende betydning for den danske velstand. Men næsten hver tredje industrivirksomhed outsourcer aktiviteter til udlandet i følge Danmarks Statistik.
Der er heldigvis stadig eksempler på, at danske produktionsvirksomheder er konkurrencedygtige, hvis processerne er tilstrækkeligt effektive og højteknologiske.
Derfor er Teknologisk Institut i fuld gang med at etablere serviceydelser inden for højteknologiske fremstillingsprocesser, så industrien har mulighed for at få afprøvet produktionsmetoderne, inden de selv investerer i udstyr og produktionslinjer.
God interesse blandt danske virksomheder
- I dag kan vi tilbyde pilotydelser til komponentindustrien, foder- og fødevareindustrien, byggevareindustrien, energisektoren, elektronikindustrien og medicoindustrien, udtaler Jens Christiansen, som er projektleder på det nye forretningsområde, og fortsætter, men vi vil også gerne give virksomheder med en unik produktionsfacilitet muligheden for at tilbyde deres facilitet gennem Teknologisk Institut. Konceptet er foreløbigt blevet godt modtaget blandt de første otte fremstillingsvirksomheder, vi har været i kontakt med, meldte de seks positivt tilbage. De første aftaler er i hus og forventes klargjort i løbet af sommeren.
Internationale aktører skal med
Højteknologisk procesudstyr er investeringstungt. Derfor er Teknologisk Institut også i gang med at etablere samarbejde med andre pilotfaciliteter i Europa og i USA. Så med et stærkt fælles udbud inden for avanceret produktionsudstyr håber Teknologisk Institut på, at danske virksomheder tænker Danmark når de skal placere konkurrencedygtige produktion af high-end produkter til et internationalt marked.
Yderligere oplysninger
Sektionsleder Jens Christiansen, Teknologisk Institut, mobil 7220 2498, mail: jec@teknologisk.dk og direktør Mikkel Agerbæk, Teknologisk Institut, mobil 7220 1890, mail: mag@teknologisk.dk.