Gulvvarme, fugt og beton - Hvad er der sket?

Gulvvarmen slukkes ofte, når gulvbelægningen pålægges for at modvirke et plastisk svind i limen og/eller at modvirke, at limen tørrer for hurtigt ud. Tørrer limen for hurtigt, vil det nedsætte limens mulighed for at klæbe gulvbelægningen fast til underlaget.

Efter udlægningen sættes gulvvarmen til igen. Hvis det forudsættes, at den relative fugtighed i betonen kan stige 1 procent point pr. grad temperaturstigning i betonen ved en generel temperaturstigning på bare 5 grader, som er meget normalt, kunne det medføre en forhøjelse af den relative fugtighed på 5 procent point. I så fald skal den maksimalt tilladelige fugtighed i betonen ned på 80 % RF, inden pålægningen vil kunne ske.
 
Derudover kan der komme bidrag fra fugttransport på grund af temperaturgradienter, idet fugten flytter sig mod de koldeste områder. 

Andre forhold, der har betydning, er placering af gulvvarmeslanger. Placeres disse tæt på isoleringen i bunden af betonen, vil det give anledning til, at der vil blive flyttet mere fugt end ellers, idet der vil være et større volumen af betonen, der opvarmes til en højere temperatur og dermed vil afgive mere fugt.

Et andet forhold, der har betydning, er, når forskellige materialer sammenbygges. Hvis densiteterne og dermed sorptionskurverne er forskellige som ved beton og pudslag, kan det give en øget fugtbelastning. Gulvvarmen i et materiale kan fx frigøre meget fugt ved en given temperaturstigning. Hvis denne frigivne fugt tilføres et ovenfor liggende materiale, der får en større stigning ved en given mængde tilført fugt, kan dette give forøgede problemer.

De normalt anvendte vandbaserede lime kan maksimalt klare en relativ fugtighed på 85 % ved 20° C. Ved en længerevarende opfugtning af limen begynder den at gå i opløsning, hvorefter den mister sin limeffekt.