Kun PCB i få bygninger i Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune har bedt Teknologisk Institut undersøge kommunens bygninger for PCB. Den omfattende analyse er netop afsluttet. Der er kun fundet PCB i 12 ud af i alt 162 bygninger og der er ingen umiddelbar sundhedsfare ved at opholde sig i nogen af kommunens bygninger.
Der er ingen grund til at slå PCB-alarm for brugerne af de kommunale bygninger i Mariagerfjord Kommune. Det viser den omfattende undersøgelse for PCB, som Teknologisk Institut netop har afsluttet. Instituttets eksperter har screenet 162 kommunale bygninger og her er der fundet PCB i byggematerialerne i ni bygninger og i tre bygninger er der målt PCB over grænseværdierne i indeluften.
- Det er i småtingsafdelingen, der er fundet PCB, så der er ingen grund til at slå alarm. Selvfølgelig skal en overskridelse af grænseværdierne være grund til opmærksomhed, men en del af problemerne kan løses ved ændrede rengøringsrutiner, bedre udluftning og evt. en mindre udskiftning af materialer. Det skal en nærmere analyse vise, siger bygningskonstruktør Frede Fruergaard Møller fra Teknologisk Institut.
Kommunen laver den kommende tid en konkret risikovurdering af de ramte bygninger, så PCB-niveauet bringes ned under grænseværdien, og så risikoen for kontakt til PCB-kilden fjernes.
PCB er en blødgører, der blev brugt i byggematerialer frem til 1977, hvor det blev forbudt. Endvidere kan der forekomme PCB i komponenter i ældre lysrørsarmaturer.
Stoffet er i dag kendt for at kunne have en række skadelige effekter på både miljøet og menneskers sundhed.
Teknologisk Instituts medarbejdere har screenet en stor del af de kommunale bygninger for PCB og for eksempel udtaget luftprøver, prøver fra bløde fuger fra perioden før 1977 og andre potentielle PCB-kilder som maling og gulvbelægning. Prøverne er efterfølgende blevet analyseret på Teknologisk Instituts akkrediterede kemi-laboratorium.
- Der er fundet forbavsende lidt PCB. Det er en cadeau til Mariagerfjord Kommune og et udtryk for, at de har ofret meget på vedligeholdelse af deres bygninger, siger Frede Fruergaard Møller fra Teknologisk Institut.
Han oplyser, at kun omkring 10 af landets kommuner har været lige så grundige i ønsket til PCB-undersøgelse som Mariagerfjord Kommune.