6 råd til at komme godt i gang efter ferien
3 min.
Det er skønt at holde fri, men det kan være hårdt, når man igen skal tilbage på arbejdet efter at have gearet helt ned i løbet af sommerferien. Heldigvis kan du planlægge dig til et bedre og mindre stressende arbejdsliv, hvor overgangen fra ferie til arbejde ikke er helt så markant. Læs med og få 6 gode og simple råd til, hvordan du undgår at stresse efter din ferie.
Du kender det nok, du har glædet dig til sommerferien i flere måneder, men før du ved af det, er den overstået, og arbejdet kalder igen. Selvom du normalt er glad for dit job og måske endda har savnet hverdagen og dine kollegaer, så kan det være hårdt at vende tilbage efter flere ugers ferie. Arbejdsopgaverne har måske hobet sig op, og de fleste af os vender tilbage til en travl hverdag, hvor vi føler, at vi skal løbe stærkt for at følge med.
Men løsningen er ikke at arbejde hårdere og løbe endnu stærkere. Tværtimod – hårdt arbejde uden pauser reducerer effektiviteten og kan være grobund for stress. Derimod kan du vælge at se den afsluttede ferie som en god anledning til at få nye og mere hensigtsmæssige vaner.
I denne artikel giver underviser Line Ullmann dig 6 enkle råd til at overleve at komme tilbage på arbejde efter en længere ferie. Og som den hurtige læser nok vil bemærke, så skal flere af rådene altså allerede tages i brug, inden du går på ferie.
1. Ryd op før du tager på ferie
Rod dræner for energi og stjæler unødig tid, og det har du ikke brug for, når du kommer frisk og veloplagt tilbage fra ferie. Sæt lidt tid af inden ferien til at skabe et system, som du også vil bruge, når du er tilbage fra ferie. Sortér og smid ud og fald ikke for fristelsen til at gemme ”for en sikkerheds skyld”. Det gælder altså både diverse papirer og dokumenter på dit fysiske skrivebord såvel som dit digitale skrivebord. Efter ferien skal der være god plads til nye idéer og tanker.
2. Planlæg tiden efter ferien på forhånd
Inden du går på ferie, kan det være rigtig godt givet ud, hvis du bruger lidt tid på at planlægge de første par uger efter ferien. Måske kan du endda skabe et overblik over det kommende halve år (kampagner, vigtige datoer, deadlines, kundebesøg m.m.). På den måde har du fået et overblik over, hvad du har i vente efter ferien, og du har lagt en god plan, så du ved, at du har tid til at tage hånd om de vigtigste ting. Det kan hjælpe dig med at gå på ferie med ro i maven, fordi du ved, at du ikke behøver at løbe dobbelt så stærkt for at nå det hele efter ferien.
3. Hold almindelige arbejdsdage
Hvis du før ferien var kommet ind i en dårlig vane med at hænge ud på kontoret længe efter alle andre, så beslut dig for at anlægge en ny stil fremover. Det kan føles ekstra hårdt at skulle tilbage på arbejdet, hvis du vender tilbage med udsigten til at arbejde lange dage.
Det kan selvfølgelig være en udfordring at holde arbejdstiden, hvis du vender tilbage til et stort læs af opgaver, men nu hvor du har tænkt forud og planlagt din tid, så skulle det meget gerne blive lettere.
4. Hav ikke dårlig samvittighed
Du må ikke slå dig selv oven i hovedet, hvis du føler, at du er kommet bagud med opgaverne i ferien. Pauser er vigtige, og du skulle holde ferie før eller siden. Har du holdt ordentlig fri og nydt din ferie, og giver du dig selv ro til at komme godt i gang igen, så får du meget mere energi og indhenter hurtigt det tabte og mere til.
5. Hold de gode vaner fra ferien
Hvis du har brugt ferien på at indføre gode vaner som f.eks. motion, sund kost og rigeligt med søvn, så prøv at tage det med dig ind i hverdagen. Det kan føles hårdt og energikrævende at starte arbejde igen efter en pause, og derfor kan man nemt komme til at droppe motion og ty til nemme løsninger ala take-away og junk, hvis overskuddet mangler. Men husk, at gode søvnvaner, regelmæssig motion og god og næringsrig mad er med til at styrke din energi og dit overskud, så hold endelig fast i de gode vaner.
6. Sæt tid af til at skabe små lommer af feriestemning hele året
De aktiviteter, der lader dig op i ferien, skal du sørge for at lægge ind i din hverdag resten af året, selvom ferien er slut. Sæt allerede nu tid af til at grille med vennerne, tage på telttur i ødemarken, at læse gode bøger, at lave diverse krea-aktiviteter med børnene, at gå til musikfestival, eller hvad der giver netop dig energi. Sørg også for at sætte tid af helt uden planer, hvor du bare kan slappe af og lade op.
Nyd din ferie
Ferie er skønt, og det er en nødvendighed med ordentlige pauser, hvis vi skal være i balance og præstere godt på jobbet. Husk disse gode råd til næste gang, du skal holde ferie, og så er der rigtig gode chancer for, at du både får en god og afslappende ferie - og selvfølgelig også en blid start, når du vender tilbage til arbejdet igen.
Vil du vide mere?
Mangler du de rette værktøjer og viden til at skabe en mere rolig og effektiv hverdag? Få overskud med effektive redskaber til planlægning gennem et kursus på Teknologisk Institut. Teknologisk Institut udbyder en bred vifte af kurser inden for effektivitet. Læs mere om de enkelte kurser her: