Hvordan bruger du ChatGPT i dit arbejdsliv?

Kursusadministration

Kontakt os

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 30 00.

Hvordan bruger du ChatGPT i dit arbejdsliv?

5 min.

Siden Open AI lancerede ChatGPT i november 2022, har AI-værktøjet taget verden med storm. Men selvom mange af os for længst har taget værktøjet i brug, er der stadig en hel del, der er usikre på, hvordan det kan bruges optimalt i deres arbejdsliv. For hvordan laver du en god prompt, og hvad skal du undgå at gøre, når du bruger ChatGPT?  Det svarer vi på i denne artikel, hvor vi guider dig igennem, hvordan du bruger ChatGPT bedst muligt i dit arbejdsliv. 

Der er efterhånden næppe mange danskere, der ikke har hørt om ChatGPT. Men selvom de fleste kender til det famøse AI-værktøj og måske har prøvet at stille den nogle spørgsmål, så er der stadig mange, der er usikre på, hvordan de kan bruge ChatGPT i deres arbejdsliv på en sikker måde. Derfor har vi taget en snak med underviser og ekspert i ChatGPT, Anders Jensen, om hvordan du kan bruge ChatGPT i dit arbejdsliv. 

Hvad er ChatGPT? 

ChatGPT er en avanceret kunstig intelligens, udviklet af virksomheden OpenAI til at føre menneskelignende samtaler og hjælpe med en lang række opgaver. Den fungerer som en form for virtuel assistent, der kan hjælpe dig med at researche, kode, analysere data, skrive tekster, e-mails og meget mere. Da ChatGPT er en sprogmodel, som du kan føre en samtale med, er teknologien enormt anvendelig og tilgængelig for alle mennesker, også dem der ikke er særligt tekniske anlagt.  

ChatGPT er trænet på enorme mængder af data, og derfor er den i stand til at forstå kontekst og levere brugbare svar og resultater inden for stort set alle emner. En af de ting, der adskiller ChatGPT fra tidligere chatbots er, at ChatGPT kan huske samtalen undervejs og bygge videre på tidligere svar - præcis som i en naturlig dialog mellem mennesker. 

Hvad har ChatGPT fået af betydning på vores arbejdsmarked? 

Ifølge Anders Jensen har ChatGPT haft en stor betydning for de virksomheder og medarbejdere, der har taget AI-værktøjet i brug. Især muligheden for at lave diverse agenter kan spare medarbejdere for flere timer dagligt:  

ChatGPT har skabt mulighed for en enorm produktivitetsforbedring. Jeg behøver fx ikke længere at hyre eksterne konsulenter til mange af de ting, jeg arbejder med. Jeg har fået en hjælper til meget af det rugbrødsarbejde, hvor jeg før ville have brugt en assistent eller studentermedhjælper. Det kan ChatGPT nemlig lave på 10 sekunder. Hvis der fx er tale om tilbagevendende opgaver, så kan jeg lave en skabelon, en såkaldt agent, og så bruge den igen og igen. Nu bruger jeg selv ChatGPT enormt meget, og jeg vil skyde på, at jeg selv sparer 2-3 timer hver dag på at bruge ChatGPT. Forestil dig, at en masse medarbejdere gør det i virksomheder?” 

Der er altså god grund til at komme i gang med at bruge ChatGPT! Ved at spare tid på repetitive opgaver, får du muligheden for at bruge din tid på mere spændende og kreative opgaver.  

Infografik, der uddyber hvad du kan bruge Chat GPT til i dit arbejdsliv

Hvordan prompter du ChatGPT bedst? 

Jo bedre du prompter, jo bedre bliver dit output. Ifølge Anders Jensen er det derfor vigtigt, at du bruger noget tid på at klæde ChatGPT ordentligt på med et godt prompt: 

Når jeg taler om prompts, så mener jeg altså det input, som vi giver til ChatGPT. Hvis du bare stiller ChatGPT en opgave uden andet input, så vil du højst sandsynligt få et meget generisk svar. Derfor skal du prompte ChatGPT for at få det bedst mulige resultat.”  

Ifølge Anders så kan en god prompt bestå af en opgave, kontekst, format, rolle og eksempler: 

  1. Opgave: Hvad skal ChatGPT lave for dig? Ofte et udsagnsord i bydeform. Eksempel: ”Skriv et SoMe-opslag til LinkedIn” 
  2. Kontekst: Hvilken kontekst er opgaven lavet til?  Eksempel: ”SoMe-opslaget skal omhandle xx og beskrive xx” 
  3. Format: Hvordan skal output se ud? Eksempel: ”Teksten skal være 100-150 ord, indled gerne med et spørgsmål, og brug passende emojis og hashtags.” 
  4. Tone: Hvordan skal ChatGPT skrive? Eksempel: ”Tonen skal være let og uhøjtidelig” 
  5. Rolle: Du kan give ChatGPT en rolle alt efter, hvad du ønsker at få ud af opgaven. Det kan være jobbeskrivelse eller en person. ”Forestil dig, at du er en ledende marketingkonsulent, der er ekspert i sociale medier, som ønsker at skabe opmærksomhed om xxx” 
  6. Eksempler: Fortæl ChatGPT, hvordan den skal arbejde ved hjælp af eksempler. Her kan du fx vise den eksempler på tidligere løsninger på samme type opgave. Så kan den bruge eksemplerne til at forstå, hvordan du ønsker, at den skal udforme svaret.   

Hvad skal du ikke bruge ChatGPT til? 

ChatGPT kan bruges til mange ting. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser. Men det er dog vigtigt at være kritisk og tænke sig om. Tænk dig fx godt om, før du uploader data i ChatGPT. Personfølsomme oplysninger, privat og forretningskritisk information bør aldrig deles med ChatGPT. Alt, hvad du deler med værktøjet, bliver nemlig gemt på open AI’s servere, så sørg endelig for at anonymisere data, før du uploader det. Her er 4 gode huskeregler: 

  • Del aldrig personfølsomme oplysninger i ChatGPT 
  • Del ikke forretningskritisk eller fortrolig information 
  • Brug kun anonymiserede eksempler, hvis du skal have hjælp med arbejdsrelaterede opgaver 
  • Overvej at bruge enterprise-versioner af ChatGPT, hvis din virksomhed har behov for at arbejde med følsomme data 

Udviklingen inden for AI kan skabe et A- og B-hold 

AI er kommet for at blive. ChatGPT er stort, men der kommer konstant nye konkurrenter på markedet, som kan hjælpe dig med at øge din produktivitet i dit arbejds- og privatliv. Og hvad har det så af betydning, hvis man er langsom om at komme i gang, eller ikke får sat sig ind i at bruge ChatGPT eller andre AI-modeller? Det kan have store konsekvenser, og de medarbejdere risikerer at blive tabt, hvis du spørger Anders Jensen:  

Der er en risiko for, at der bliver et A- og et B-hold på fremtidens arbejdspladser. Hvor dem der kan bruge ChatGPT er på A-holdet og oplever en forbedret produktivitet, og B-holdet har ikke taget sig tiden til at blive fortrolig med værktøjet. A-holdet bliver de mere attraktive medarbejdere, og B-holdet bliver måske knapt så attraktive for arbejdsgivere.”  

Vil du vide mere om ChatGPT og AI? 

På Teknologisk Institut har vi et bredt udvalg af kurser inden for AI og ChatGPT. Hvad enten du stadig er ny inden for brugen af ChatGPT og har behov for et grundkursus, eller hvis du er på udkig efter noget mere avanceret, så har vi et kursus til dig. Du kan læse meget mere om vores kurser, og ellers er du velkommen til at kontakte os på 72 20 30 00, så vil vi gøre vores bedste for at hjælpe.  

Læs mere inden for emnet:

 

Kilde: Interview med underviser Anders Jensen