Positivt lederskab fører til øget trivsel og effektivitet
3 min.
Medarbejdere uden arbejdsglæde er ofte ikke lige så produktive som dem, der har høj arbejdsglæde. Når medarbejdere mangler motivation og glæde ved deres arbejde, kan det resultere i lavere effektivitet og en generel forringelse af kvaliteten af deres arbejde. Derudover kan utilfredse medarbejdere påvirke arbejdsmiljøet negativt, hvilket kan føre til øget fravær og en negativ stemning. Dine medarbejderes velbefindende er altså afgørende for virksomhedens succes, da glade og tilfredse medarbejdere ikke kun yder deres bedste, men også bidrager til en positiv og produktiv arbejdsplads. At investere i arbejdsglæde kan derfor betale sig på mange måder, både økonomisk og socialt.
Et sundt arbejdsmiljø med en høj medarbejdertilfredshed er helt centralt for virksomheders succes, og det er afgørende for ledelsen at fokusere på at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og er motiverede. Forskere har gennemført talrige undersøgelser, der viser, at positivt lederskab er koblet til mindre sygefravær og stress, bedre problemløsning, øget trivsel, kundetilfredshed, innovation, kvalitet og en bedre bundlinje.
Undersøgelser viser altså, at organisationer, der arbejder med at skabe et positivt lederskab og glade medarbejdere bliver mere effektive.
Men hvordan skaber man egentlig en sådan arbejdsplads?
Vi giver dig her 8 tips til at øge dine medarbejderes arbejdsglæde:
1. Skab en positiv arbejdskultur og vær selv glad - arbejdsglæde smitter!
En støttende og inkluderende arbejdskultur, hvor medarbejderne føler sig værdsat og respekteret, bidrager til en højere arbejdsglæde. Arranger sociale arrangementer og teambuilding-aktiviteter for at styrke fællesskabet. Som leder er det vigtigt, at du viser vejen og er passioneret omkring virksomheden og jeres løsninger.
2. Ros dine medarbejdere
Ros og anerkendelse virker opmuntrende og giver positive følelser. Ros din medarbejder for noget vedkommende har gjort godt og vær konkret i forhold til, hvad du roser for. I sammme omgang er det vigtigt at finde frem til, hvordan din medarbejder bedst trives med at blive rost: er det til fællesmødet, skulderklap eller en besked over Teams?
3. Giv meningsfulde arbejdsopgaver
Meningsfuldt arbejde kan øge engagement og trivsel. Sørg derfor gerne for, at medarbejderne forstår, hvordan deres arbejde bidrager til virksomhedens overordnede mål.
4. Skab udviklingsmuligheder
Tilbyd muligheder for faglig og personlig udvikling gennem kurser, workshops og karriereudviklingsprogrammer.
5. Fejr jeres succeser
Hvis dine medarbejdere skal yde deres bedste, er det vigtigt, at de føler, at deres arbejde gør en forskel og skaber resultater. En god måde at vise dine medarbejdere, at deres arbejde er godt, er ved at fejre de små succeser, der opstår i hverdagen.
6. Giv folk ansvar og frihed
De ledere, der giver medarbejderne ansvar, får gladere medarbejdere. Vis den enkelte medarbejder, at vedkommende er en vigtig brik i virksomhedens samlede udvikling og resultater. Undersøg muligheden for fleksible arbejdsordninger som fleksible mødetider eller mulighed for at arbejde hjemmefra. Snak gerne med dine medarbejdere om, hvad der kan lade sig gøre indenfor rammerne for at finde frem til den løsning, der vil gavne de enkelte medarbejderes trivsel. Det kan hjælpe medarbejderne med at balancere arbejde og privatliv bedre.
7. Tilbyd feedback og lyt til dine medarbejdere
Regelmæssig feedback og åbne kommunikationskanaler er vigtige. Tilbyd løbende at give dine medarbejdere feedback. Vent ikke til den årlige MUS, men hav f.eks. et system, hvor du mindst fire gange om året får talt med hver enkelt af dine medarbejdere. Lyt til medarbejdernes forslag og tvivl. Vis, at du værdsætter dine medarbejderes input, så de føler sig mere som en del af virksomhedens udvikling.
8. Forbedr arbejdsmiljøet og tilbyd konkurrencedygtige fordele
Skab et behageligt fysisk arbejdsmiljø med gode arbejdsforhold. Har I ergonomiske arbejdsstationer, god belysning og et rent kontor?
Sørg også for, at løn og fordele er konkurrencedygtige f.eks. med sundhedsforsikringer, pensionsordninger, frugtordning eller andre incitamenter, der viser, at virksomheden værner om sine medarbejderes sundhed og velvære.
Vil du vide mere?
Lær mere om emnet på kurset: "Ledelsespsykologi – Skab høj trivsel og langtidsholdbare resultater", hvor du lærer, hvordan viden fra positiv psykologi kan omsættes til værktøjer, der skaber arbejdsglæde, motivation og bedre resultater.