Planhed af gulve - Ikke lovkrav
Vælg side
Artikel af Tommy B. Jacobsen, Teknologisk Institut, Byggeri
Telefonen ringer ofte hos Teknologisk Institut med spørgsmål om krav til planhed. Det kan være fra bygherrer, både private og professionelle og fra rådgivere, som ikke er tilfreds med gulvets planhed.
Mange bliver overraskede, når Instituttet må meddele dem, at der ikke i det danske normkompleks findes krav til planheden på gulvet. Uoverensstemmelser vil derfor ofte skulle klares ved en almen betragtning eller et egentligt syn og skøn. Gulvet skal normalt være grelt, før det kan afvises af planhedshensyn.
Bygherre og rådgivere må derfor selv på forhånd angive den ønskede planhed på gulvet.
I vore nabolande Tyskland og Sverige findes der normer, som angiver planhedstolerancer og krav, der kan henvises til, når det drejer sig om planhed af gulve. Herhjemme er det op til den enkelte bygherre og/eller rådgiver at stille de ønskede krav, som i sig selv ikke er tilstrækkelige til, at gulvet også får den ønskede planhed - Der skal også henvises til en eksakt målemetode.