Aethon TUG på Sygehus Sønderjylland - Innovation
TUG er udviklet af den amerikanske virksomhed Aethon og mere end 140 sygehuse i USA anvender allerede denne specialfremstillede løsning til intern logistik.
Aethons mobile robotløsninger gør det muligt at forbedre omsorg og pleje af patienter ved at frigøre en stor del af sygeplejerskernes tid fra andre opgaver, såsom at hente medicin og rent sengetøj til patienter. Aethon Inc., Pittsburgh PA er verdens førende inden for mobile, selvstyrende robotter til anvendelse i sundhedssektoren.
Med Aethons mere end 400 solgte TUGer er robotten allerede en velafprøvet løsning, og forventningerne og perspektiverne for det nye projekt og samarbejde mellem Teknologisk Institut og Sygehus Sønderjylland er store.
TUG'en navigerer i det naturlige miljø via sensorer, baseret på ultralyd, infrarød og laserscannere, som måler afstande i det naturlige miljø og derved styrer robottens færd. Kortlægning til navigation fungerer ved at indlæse CAD-filer over hospitalernes indretning eller igennem oplæring mellem robotten og en operatør. Robotten kan altså lære hele hospitalets layout og køre hele vejen fra afsendelsessted til modtagelsessted, og ikke blot på gangene.
Muligheden for hjælp fra robotter på landets hospitaler stopper ikke her. Teknologisk Institut, Robotteknologi har allerede planer om at teste andre robotter, såsom Aethons robot MedEx, som kan levere samt holde styr på lagerbeholdningen af medicin.