Bæredygtig vandbaseret lim – inspireret af blåmuslinger
Sko og andre læderprodukter har det undertiden med at gå op i limningen. Det gælder ikke mindst, når de udsættes for fugt og vand. I et projekt støttet af Miljøstyrelsen er Dana Lim A/S, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut gået sammen med skoproducenten bag mærket Angulus og møbelvirksomheden Søren Lund Møbler om at udvikle en effektiv biobaseret lim, der aflurer kemiske tricks fra blåmuslingen.
Muslingelim til operationssår
Forskere har i flere år undret sig over, hvad der gør, at muslinger kan lime sig fast til klipper og andre overflader – og blive siddende, selv når bølgerne slår ubønhørligt ind over de små skaldyr.
Ved at studere muslingerne er det gennem de senere år lykkedes at kortlægge, hvad det er for kemiske håndtag, muslingerne drejer på for at holde sig fast på overflader. Denne viden har allerede ført til udvikling af lim, der kan bruges til at lukke sår efter operationer.
Sådan limer blåmuslinger sig fast
Blåmuslingernes effektive lim består af små elastiske tråde, og for fødderne af dem udskilles et såkaldt MFP-protein (mussel-foot protein), der får trådene til at hægte sig fast. Muslingernes lim kan desuden både hærde under vand og er selvreparerende. Det er egenskaber, som det er muligt at efterligne – og dermed skabe en lim med helt unikke evner.
Læderlim uden opløsningsmidler
I et MUDP-projekt støttet af Miljøstyrelsen vil Dana Lim, Angulus Sko, Søren Lund Møbler, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut udvikle en biobaseret lim, der skal erstatte solventbaserede lime til sko, møbler og andre læderprodukter.
- Ofte ser vi, at de lime, der anvendes, enten ikke holder så godt i længden, eller er produceret med problematiske opløsningsmidler, der er stærkt sundhedsskadelige og derfor uønskede i arbejdsmiljøet. Blåmuslinger har derimod en unik klæbeevne helt fri for farlig kemi, så det er oplagt, at vi lærer af naturen og udvikler en miljøvenlig lim, der samtidig er utrolig holdbar, fortæller Simon Frølich (ph.d.), specialist i materialekemi ved Teknologisk Institut.
I projektet trækker forskere og specialister også på erfaringerne fra sårhelingslim. Det ligger lige for, da læder, som jo er dyrehud, har meget til fælles med menneskehud. Forventningen er derfor, at den kemi, der anvendes – kaldet katekolteknologi – kan overføres til en lim til læderindustrien.
Skal være bæredygtigt
Den nye lim bliver fremstillet syntetisk – det vil sige, at ingen blåmuslinger kommer til at lade livet. Til gengæld skal det kemiske råmateriale være biobaseret.
- Bæredygtighed betyder meget for både forbrugere og producenter, der anvender lim. Med en højkvalitets-lim, der er fremstillet af bæredygtig kemi, vil vi yde et væsentligt bidrag både til vores egen og vores kunders grønne omstilling. Dét står højt på dagsordenen overalt, og vi tror derfor også på, at markedspotentialet er meget stort, fortæller teknologichef Erik Andersen fra Dana Lim.
Hvilken biomasse der skal indgå i limen, er endnu ikke på plads, men i projektet vil man forsøge sig med blandt andet rejeskaller og alger.
FAKTA OM PROJEKTET
Projektnavn
Substitution af solventbaserede lime
Projekttype
Miljøstyrelsens Miljøteknologisk Udviklings- Demonstrationsprogram (MUDP)
Tidsramme
Marts 2020 – marts 2022
Vigtigste fokusområder
Udvikling af biobaseret lim til læder, hvor pris og kvalitet lever matcher eller overstiger de nuværende solventbaserede lime
Vigtigste miljøgevinster
- Færre kemikalier (CMR-stoffer) i miljøet
- Forbedret produktionsarbejdsmiljø
Understøttede verdensmål
Partnere
Dana Lim A/S
Dana Lim bidrager med viden om formulering af lim.
Aarhus Universitet
Aarhus Universitet bidrager med viden om katekolteknologien og udvikling af limkomponenter.
Søren Lund Møbler A/S
Søren Lund Møbler A/S bidrager med viden om møbelproduktion.
ATC Footwear A/S (Angulus)
ATC Footwear A/S bidrager med input og viden om krav til bæredygtig lim i skoproduktion.
Teknologisk Institut
Teknologisk Institut bidrager med kemisk viden om formulering af bæredygtige limkomponenter.