Betoncenter vil udvikle den ultimative afstandsholder
Når djævelen ligger i detaljen: De stigende krav til betonkonstruktioners levetid skaber behov for endnu bedre afstandsholdere. Betoncentret på Teknologisk Institut er i gang med udviklingsprojekt.
Det handler om holdbarhed, når Betoncentret på Teknologisk Institut i samarbejde med virksomheden HauCon A/S arbejder på at udvikle fremtidens afstandsholder til betonstøbninger i et projekt, der er finansieret af en videnkupon fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Afstandsholdere er små legemer af plast eller beton. De bindes fast til stålarmeringen før støbning, så de rent mekanisk sikrer, at dæklaget har den ønskede tykkelse. Det er vigtigt for holdbarheden af betonbroer eller andre betonkonstruktioner, der udsættes for tøsalt eller havvand, idet dæklaget beskytter armeringen mod korrosion forårsaget af indtrængende chlorider.
De afstandsholdere, der anvendes i dag, har imidlertid svagheder, som træder frem i takt med, at kravene til betonkonstruktioners levetid hele tiden øges.
”Betonen i Storebæltsbroen er designet til at holde mindst 100 år. Betonen til den kommende Femern-forbindelse skal holde i mindst 120 år. Så mon ikke vi snart bliver præsenteret for ønsker om beton med 150 års holdbarhed? Dermed bliver afstandsholderne i stigende grad et ømt punkt”, siger teamleder Henrik Erndahl Sørensen fra Betoncentret på Teknologisk Institut.
”Afstandsholdere kan være et ømt punkt ved betonkonstruktioner med krav om 100 års holdbarhed eller mere. Derfor vil vi udvikle en afstandsholder, der en gang for alle løser problemerne”, siger teamleder Henrik Erndahl Sørensen fra Betoncentret på Teknologisk Institut.
Et spørgsmål om tæthed
Overordnet er udfordringen, at afstandsholderne så at sige gennembryder dæklaget og forbinder betonoverfladen med armeringen. Så hvis sammenstøbningen mellem afstandsholder og dæklagsbeton ikke er perfekt, kan det meget hurtigt gå galt.
”Vi har set eksempler på afstandsholdere af plast, der er krympet en lille smule med tiden. Så opstår der en motorvej for chlorider direkte ind til armeringen. Det kan føre til alvorlige betonskader på få år”, siger Henrik Erndahl Sørensen.
Til krævende opgaver anvender man derfor gerne afstandsholdere af beton. Men også her kan det være vanskeligt at opnå en perfekt sammenstøbning mellem afstandsholder og dæklag. Der opstår nemt et støbeskel, som ikke er helt så tæt som dæklagsbetonen.
”I projektet forfølger vi to strategier. Dels vil vi udvikle en optimal geometri, så vi kan få en tæt sammenstøbning med rent mekaniske midler. Dels overvejer vi afstandsholdere med en speciel overflade, hvor vi ved hjælp af denne overflades egenskaber kan opnå større tæthed”, siger Henrik Erndahl Sørensen, der nødig vil røbe flere detaljer af hensyn til en kommende patentering.
En afstandsholder til alle formål
Desuden skal projektet bane vejen for en forenkling.
Til krævende projekter designes afstandsholdere af beton som regel til det konkrete projekt, og de fremstilles af de samme materialer som konstruktionens beton. Dermed sikrer man sig, at betonen i afstandsklodserne har samme egenskaber som den øvrige beton.
”Vi vil gerne udvikle en standardiseret afstandsklods, der har så gode egenskaber, at den vil kunne bruges i alle projekter. Derved vil man både kunne spare designarbejdet og den efterfølgende prøvning og godkendelse af afstandsholderne, som er nødvendig i dag for at dokumentere deres egenskaber”, siger Henrik Erndahl Sørensen.
En sådan standardiseret afstandsholder vil være et unikt produkt på verdensplan. Henrik Erndahl Sørensen understreger dog, at det er brug for mere forskning end det nuværende projekt for at nå dette mål.