
Effektiv reduktion af skadelige biprodukter fra aminbaseret carbon capture anlæg
I et nyt projekt på Teknologisk Institut udvikles et rensningsmodul til at forhindre emission af skadelige biprodukter fra aminbaserede carbon capture anlæg.
Rensningsmodul vil fjerne 90% af toksiske emissioner fra carbon capture
Investeringer og politisk bevågenhed for Carbon Capture, Utilisation and Storage (CCUS) er enorm på verdensplan, da det anses som en nøgleteknologi til at begrænse den globale opvarmning. Blandt de forskellige CC-teknologier spiller aminskrubber-teknologien en central rolle på grund af dens modenhed og høje absorptionskapacitet, og står i dag for mere end 60% af markedsandelen for CO2-fangst. Teknologien kan dog resultere i en uønsket udledning af flygtige organiske stoffer (VOC'er), hvoraf nogle er sundhedsskadelige.
Derfor vil Teknologisk Institut sammen med xpuris ApS og xpuris Systems GmbH udvikle et rensningsmodul til at forhindre emission af skadelige biprodukter fra aminbaserede carbon capture anlæg. Biprodukterne som udledes sammen med den CO2-rensede røggas inkluderer nitrosaminer, nitraminer og andre rest-aminer. Stofferne anses for at være særligt toksiske og mistænkes for at være mutagene og kræftfremkaldende, selv i meget små koncentrationer. Rensningsteknologien forventes at kunne nedbringe emissioner af disse biprodukter med mere end 90%.
FAKTA OM PROJEKTET
Projektets titel
Effektiv reduktion af skadelige biprodukter fra aminbaseret carbon capture anlæg
Projektperiode
Januar 2025 - december 2026
Projekttype
MUDP Udviklings- og demonstrationsprojekt
Projektsum
3.695.846 DKK
Formål
At udvikle et rensningsmodul til at forhindre emission af skadelige biprodukter fra aminbaserede carbon capture anlæg
Partnere
xpuris ApS, xpuris Systems GmbH, Teknologisk Institut
Understøttede verdensmål