Er der B12-vitaminmangel i de nye klimakostråd?

Christian  Vestergaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 14 25.

colourboks

Er der B12-vitaminmangel i de nye klimakostråd?

Ifølge de seneste klimakostråd skal vi spise færre animalske produkter, men hvad med de vitaminer som vi kun kan få gennem kød- og mejeriprodukter?

I januar 2021 udkom Fødevarestyrelsen med de nye klimareviderede kostråd. Her er de tidligere 10 kostråd om sundhed omskrevet til syv råd med fokus på både sundhed og klima. I de gamle kostråd lød rådet om kød: ”Vælg magert kød og kødpålæg”. Dette kostråd lyder nu: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”. Vejledningen for kød og fjerkræ er reduceret fra 500 g/uge til 350 g/uge med fokus på især at sænke indtaget af okse- og lammekød.


Hvor mange danskere følger kostrådene?

Kun få procent af den danske befolkning fulgte de tidligere kostråd. Sammenligner vi danskernes kost med de nye kostråd, er andelen, der spiser herefter, endnu lavere. Heller ikke kendskabet til kostrådene er stort, og ifølge Landbrug & Fødevarer kendte 2 ud af 3 danskere ikke de tidligere kostråd [1, 2].

Der er ca. 140.000 danskere, der lever vegetarisk, og Vegetarisk Forening og COOP Analyse vurderer, at 20-30% af disse lever helt vegansk, men tallet er stigende [3]. Dette kan potentielt skabe ernæringsproblemer, idet eksempelvis B12-vitamin kun kan opnås fra animalske fødevarer [5].

 

Kilder til B12-vitamin

B12-vitamin er et essentielt vitamin for omsætningen af fedt og proteiner og også nødvendigt for produktionen af røde blodlegemer [4]. I dag får omkring 95% af danskerne dækket deres daglige behov for B12-vitamin [4]. Hvis man blot skærer ned på kød og mejeriprodukter, og desuden spiser varieret, får de fleste stadig alle de næringsstoffer, kroppen har brug for.

Mennesker er omnivorer (alt-spisende) og er dermed, fra naturens siden, indrettet til at ernære sig ved både vegetabilske og animalske fødekilder. Det er velkendt, at veganere og vegetarer er i risiko for B12-vitaminmangel [6], og derfor anbefales tilskud af B12-vitamin, fx i tabletform. Det bemærkes, at selv vegetarer, der spiser mælkeprodukter og æg dagligt, ikke nødvendigvis får tilstrækkeligt B12-vitamin [7].

Når der aktuelt ændres i kostrådene, må man derfor antage, at Fødevarestyrelsen har vurderet, at man får tilstrækkeligt (og med en passende margin) B12-vitamin, såfremt der spises efter anvisningerne. Man skal dog ikke underkende, at rådene næppe vil blive fulgt fuldstændigt, som de er givet. Mange vil sikkert stadig spise mere animalsk end anbefalet, men det forekommer sandsynligt, at der også er grupper, som fremover vil spise markant færre animalske produkter.

EFSA vurderer, at et passende dagligt indtag af B12-vitamin for voksne er 4 μg dagligt [8], mens man i Danmark holder sig til de nordiske næringsstofanbefalinger på 2 μg dagligt. I Nordeuropa ligger det typiske indtag for voksne på 5-7 μg dagligt [8] og det vel at mærke med et aktuelt forbrug af animalske fødevarer, der er markant større end anbefalet. 

Følger man de nye kostråd og spiser fx æg, kotelet, torsk, laks, mælk og ost i de anbefalede mængder, får man omkring 3,5 μg dagligt. Udelader man blot laks og mælk, falder indtaget til ca. 1,2 μg dagligt. Vælges andre specifikke levnedsmidler fra de samme kategorier, kan der opnås både højere og lavere B12-indtag, men regnestykket illustrerer alt andet lige, at man opererer tæt på grænsen for, hvad kroppen har behov for. Mange vil sikkert stadig spise mere animalsk, end der ernæringsmæssigt er behov for, men signalet om færre animalske fødevarer kan givetvis flytte de grupper, der i forvejen spiser sparsomt fra dyreriget, i retning af B12-mangel. 

 

Sene mangelsymptomer

B12-vitamin optages over tarmen, anvendes i kroppens celler, udskilles via galden fra leveren, og en stor del (men ikke alt) optages igen over tarmen. Desuden producerer tyktarmens bakterier også B12-vitamin, der optages i kroppen. Derved fungerer leveren som reservelager i perioder, hvor der måtte mangle B12 i kosten. Der er derfor en forsinkelse på helt op til 10 år fra evt. B12-vitaminmangel i kosten, til evt. mangelsymptomer optræder [9]. Symptomerne på B12-mangel er fx træthed, koncentrationsbesvær, psykiske problemer, småinfektioner og maveproblemer. Alle er de tilstande, der er lette at forveksle med mange andre helbredsproblemer. Med faldende indtag af animalske fødevarer i kostanbefalingerne og de nye tendenser med plantebaserede erstatninger for fx kød og mælk vil det derfor nok være relevant, at man monitorerer B12-status i befolkningen.

 

B12-vitamin findes kun i animalske fødevarer

B12-vitamin findes stort set kun i animalske fødevarer. Der er eksempler på, at der findes B12 i vegetabilier, men dette er i mængder, der er helt irrelevante i ernæringsmæssig sammenhæng. Den eneste undtagelse er alger. Her kan findes endog ganske store mængder, men alger indgår normalt ikke i human kost, og i tillæg er det B12, man kan finde i alger, på en inaktiv form, som mennesker ikke kan udnytte [10]. Ny forskning tyder på, at det i fremtiden vil være muligt at udnytte specifikke bakteriers evne til at fremstille B12-vitamin ved fermentering af udvalgte vegetabilier. Hvorvidt der vil kunne dannes tilstrækkelige mængder biologisk aktivt B12-vitamin til at kompensere for animalske fødevarer, er endnu uklart [11].

 

Klik på kilder:

[1] Officielle anbefalinger og kostråd – ja tak, af Markedsanalyseafdelingen hos Landbrug & Fødevarer

[2] Faktaark om kostrådene, af Fødevarestyrelsen

[3] Statistik om vegetarisk levevis i Danmark, af Vegetarisk Forening & COOP Analyse

[4] B12-vitamin, af Ernæringsfokus

[5] NNR 2012

[6] Vitamin B12 among Vegetarians: Status, Assessment and Supplementation

[7] Vitamin B-12 status, particularly holotranscobalamin II and methylmalonic acid concentrations, and hyperhomocysteinemia in vegetarians

[8] Scientific Opinion on Dietary Reference Values for cobalamin (Vitamin B12)

[9] Vitamin B12 Deficiency

[10] Biologically active vitamin B12 compounds in foods for preventing deficiency among vegetarians and elderly subjects

[11] An easier way to go veggie: Vitamin B12 can be produced during dough fermentation