
Hvordan kan positiv dyrevelfærd måles og forbedres?
Teknologisk Institut/sektion dyrevelfærd har fået en central rolle i forskningen inden for dyrevelfærd med fokus på landbrugsdyr.
Det er som projektleder i det europæiske projekt "Developing a Methodology to Assess Positive Animal Welfare Using Behaviour-analytic and Ethological Approaches", hvor flere partnere og eksperter fra Danmark og USA i fællesskab skal udvikle metoder til at vurdere og forbedre positiv dyrevelfærd hos landbrugsdyr generelt med grise og fjerkræ som modeller.
Projektet er finansieret via en servicekontrakt indgået med European Food Safety Authority (EFSA).
Projektet markerer et vigtigt skridt fremad i forståelsen af, hvordan vi kan sikre bedre forhold for landbrugsdyr ved at vurdere deres mulighed for at udfolde positiv adfærd fx legeadfærd og ikke kun vurdere fravær af negativ adfærd. Det er en unik og ground breaking mulighed for at kombinere teknologi, etologi og adfærdsanalyse for at skabe en mere bæredygtig og etisk forsvarlig tilgang til dyrehold.
Sektionsleder Dorte Lene Schrøder-Petersen, Teknologisk Institut.
Projektet har to hovedmål:
- Udvikling af indikatorer for positiv dyrevelfærd: Gennem laboratorieforsøg og feltstudier vil projektet udvikle og teste pålidelige metoder til at måle positiv dyrevelfærd ved at undersøge, hvad dyrene foretrækker i deres optimale omgivelser.
- Eksperimentelle protokoller til vurdering af fodertilsætningsstoffer: Projektet vil desuden udvikle retningslinjer for, hvordan man kan måle effekten af fodertilsætningsstoffer på dyrevelfærd.
En central del af projektet er, at vi ”spørger dyret” ved hjælp af såkaldte choice tests fremfor at bruge eksempelvis tilvækst som markør for om dyret har god velfærd. Dette indebærer, at dyr gives mulighed for selv at vælge mellem forskellige omgivelser eller sociale forhold, hvilket giver indsigt i deres præferencer og velfærd.
Projektet er opdelt i to arbejdspakker:
- Arbejdspakke 1 fokuserer på at identificere og teste indikatorer for positiv velfærd ved at skabe optimale omgivelser for dyrene.
- Arbejdspakke 2 sigter mod at udvikle eksperimentelle protokoller til at vurdere effekten af fodertilsætningsstoffer på dyrevelfærd.
Vi arbejder tæt sammen med Københavns Universitet og Zoologisk Have i København samt amerikanske eksperter inden for adfærdsanalyse af både dyr og mennesker. Dette tværfaglige samarbejde sikrer, at vi kan udvikle metoder, der både er videnskabeligt robuste og praktisk anvendelige.
Projektet forventes at bidrage væsentligt til den videnskabelige forståelse af positiv dyrevelfærd og til praktiske forbedringer i dyrehold på landbrugsbedrifter. Resultaterne vil desuden kunne danne grundlag for nye standarder og politikker for dyrevelfærd i Europa.
Gruppebilledet viser projektets partnere i ZOO til kick-off mødet