Konstruktion af små eller store maskiner
DMRI Prototype Workshop® er en del af Center for Automatisering og råder over mange tekniske kompetencer inden for automatisering, maskinkonstruktion, værktøjskonstruktion, robotteknologi og styring.
Vi fremstiller maskiner og udstyr, der enten løser selvstændige opgaver eller indgår i en større sammenhængende produktion. Som kunde på værkstedet kan du få konstrueret små eller større maskiner ud fra dine ønsker, skitser og tegninger.
Tre eksempler på specialdesignet udstyr
Vi har fx i 2018 udviklet et udstyr til at løfte og vende et produkt på et transportbånd. Opgaven gik ud på at forbedre arbejdsmiljøet for operatøren ved transportbåndet, så denne ikke skulle løfte et produkt på 4-6 kg flere hundrede gange hver dag.
I den lidt tungere ende har vi konstrueret en større bulk pakkemaskine som efter et foruddefineret vægtinterval påfylder produkt i en transportkasse og stopper transportbåndet i interval. Maskinen fremfører også folie, så transportkassen er foret inden produktet påfyldes.
For en tarmproducent har vi udviklet et andet eksempel på en specialmaskine. Her har vi udviklet en maskine, som analyserer diameteren på naturtarme og klipper tarmen af, når den skifter diameter. Dette anvendes til at kategorisere forskellige tarme, så de passer til individuelle pølsetyper f.eks. frankfurtere og wienerpølser.