Lovende potentiale for præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Peter  Rosborg

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 14 01.

Præfugtede flergangsklude

Lovende potentiale for præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Sundhedssektoren er storforbruger af engangsklude (wet wipes), og på verdensplan bruges og kasseres der 50 millioner af dem i timen. I projektet ” Præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren” har vi sammen med Textilia og Syddansk Universitet vist, at det er muligt at erstatte engangsklude med genbrugelige klude, der desinficeres i industrielle vaskeprocesser.

Slutrapporten kan downloades fra Miljøstyrelsens hjemmeside.

Genbrugskoncept giver klimagevinster

Engangsklude er praktiske og betragtes som hygiejniske, men de udgør en miljøbelastning, fordi de indeholder plast og brændes af efter brug. Med udviklingen af et genbrugskoncept kan klimaet spares for 10.000 ton CO2 om året.

Fra engangsklud til flergangsklude

Formålet med projektet, der var støttet af Miljøstyrelsen, var at udvikle et koncept med flergangsklude, som - sammenlignet med engangsklude - er miljømæssigt fordelagtige og samtidig økonomiske, hygiejniske og brugervenlige.

Som del af konceptet opbevares kludene i en genbrugelig leveranceboks, som sikrer, at de er nemme og hygiejniske at bruge i praksis. Efter brug sendes de til rensning, hvor de bliver desinficeret, pakket og sendt ud igen.

Præfugtede flergangsklude Peter Rosborg 500px

At fugte kludene på hospitalerne frem for ved vaskeriet eliminerer konserveringsmidler, sænker omkostningerne og reducerer CO₂-udledningen. Det er en enkel løsning med stor effekt, fortæller sektionsleder Peter Rosborg, der stod i spidsen for projektet.

Fordele ved at fugte kludene decentralt

Projektet viste, at der er flere fordele ved at fugte de genbrugte klude på hospitalerne frem for ved Textilias vaskeri:

  1. Ingen brug af konserveringsmidler: Ved at fugte kludene på hospitalerne undgås brugen af konserveringsmidler, som ellers ville være nødvendige under transport og opbevaring for at hæmme væksten af mikroorganismer.
  2. Omkostningseffektivitet: Holdes kludene tørre indtil brug, forhindres mikroorganismernes vækst naturligt, hvilket gør konceptet mere omkostningseffektivt og lettere at implementere på markedet.
  3. Reduceret CO2-udledning: Transport af tørre klude reducerer CO2-udslippet, da det ikke er nødvendigt at transportere vand.

Bakterieforekomst under grænseværdien

Konceptet blev testet på Thisted Sygehus, hvor det blev afdækket, at personalet skulle nudges til at lægge kludene til vask i stedet for at smide dem i skraldespanden. Efter brug på sygehuset blev flergangskludene vasket i industrielle vaskeprocesser. Mikrobiologiske kontrolundersøgelser af brugte klude viste, at de udviklede flergangsklude overholder grænseværdien for Bacillus Cereus, hvormed kludene må benyttes til flergangsbrug.

Laboratorietest viste høj effektivitet til at fjerne snavs med flergangsklude uden at skade huden

Laboratorietest blev udført for at vurdere befugtningsgraden af flergangskludene og deres rengøringseffektivitet. For at teste rengøringseffektiviteten blev en ny testmetode udviklet, og effektiviteten blev testet på kunstig hud med mekanisk aftørring. Resultaterne viste, at det udviklede koncept opnåede en rengøringseffektivitet tilsvarende eksisterende engangsklude.

Miljøvurdering af genbrugskonceptet

Livscyklusvurderingen (LCA) viste, at implementering af konceptet potentielt ville kunne reducere miljøpåvirkningen i 14 ud af 18 kategorier sammenlignet med brug af engangsprodukter. CO2-aftrykket kunne potentielt sænkes med 42-61 %, afhængigt af antallet af benyttede flergangsklude, sammenlignet med brug af 8 styk engangsklude. En simuleringsmodel viste en potentiel reduktion på 51 % i CO2-aftrykket efter 1 års drift ved udskiftning til flergangsklude, dog med et forøget vandforbrug på 251 %.

Det er vigtigt at bemærke, at disse resultater skal fortolkes med nogen forsigtighed, under hensyntagen til en række antagelser og estimater benyttet til beregningerne og under hensyntagen til, at konceptet stadig er under udvikling.

Lovende fremtidsperspektiver

Projektet har vist, at det er muligt at erstatte engangsprodukter med flergangsprodukter til patientvask. Det endelige koncept vil skulle udvikles videre for at kunne opnå den compliance, som forventes af hospitalspersonalet, ligesom der vil skulle fokuseres på yderligere information og vidensdeling omkring konceptets hygiejne.

 

FAKTA OM PROJEKTET

Projektets titel

Præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Projekttype

Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljø- og Ligestillingsministeriet

Projektsum

2.874.000

Projektperiode

2020-2024

Partnere:

Textilia

Syddansk Universitet

Teknologisk Institut

Understøttede verdensmål

FN Verdensmål 12   Verdensmål 13 - klimaindsats