Opkøb af Danfysik skaber optimisme! - 2009
Det har været et turbulent år for Teknologisk Instituts nye datterselskab Danfysik, der har været ramt af røde tal på bundlinjen i millionklassen, en kraftig fyringsrunde og et frasalg af aktiviteterne med partikelterapi til kræftbehandling. Med Instituttets opkøb af den sidste del af virksomheden, der arbejder med accelerator-, magnet- og strømforsyningsaktiviteter, slutter den problematiske periode. De 27 medarbejdere, der er tilbage, glæder sig til at starte på en frisk og vise, at den nye ejer har gjort en god handel.
Danfysik dukker pludselig op af rimtågen i et mindre industriområde nord for Roskilde midt i et landligt landskab med blødt bugtende bakker, der på en dag sidst i januar er klædt i en grå vinterdragt. Takket være min trofaste GPS og den sparsomme trafik på vejene denne tidlige eftermiddag dukker jeg op i meget god tid på adressen Møllehaven 16, 4040 Jyllinge. - Danfysik er siden flyttet til Teknologisk Institut i Taastrup.
Lars Helmersen og Mads Pedersen er lettede over, at arbejdspladserne på Danfysik A/S kan bevares takket være Teknologisk Institut.
I virksomhedens lille tekøkken får jeg – inden mødet med direktøren – en uformel snak blandt andet med en af de ’gamle’ medarbejdere, der har arbejdet på Danfysik i 25 år. Jeg bliver budt på en kop fra automaten og får det velmenende råd, at jeg skal skynde mig at flytte koppen, inden den sidste sjat kommer ud af maskinen – for det er bare vand, og så bliver kakaodrikken for tynd!
Fornemmelsen af at jeg er blandt nye gode kolleger breder sig som en varm følelse. Mit blik falder på væggen, der er prydet med en kopi fra Børsens Nyhedsmagasin med omtalen af Teknologisk Instituts køb af Danfysik. Jeg bemærker også en pokal på den øverste hylde og får forklaringen på dens tilstedeværelse: En opnået førsteplads i en rundboldturnering på marken lige uden for vinduerne vundet i en ’hård’ kamp med nabovirksomhederne i området.
Svær periode er slut
Da jeg lidt senere får lejlighed til at tale med den administrerende direktør Bjarne Roger Nielsen, får jeg historien om Danfysiks optur for et par år siden, hvor aktiviteterne med partikelterapi tegnede til at blive et spændende eventyr. Jeg får også en beskrivelse af ’ned ad bakke’ turen i sommeren og efteråret 2008, hvor Danfysik havde så ondt i økonomien, at fyringer og fraslag af virksomhedens vitale dele var uundgåeligt. I den periode besluttede ledelsen at holde ugentlige fredagsmøder, hvor alle medarbejdere åbent blev orienteret om den uafklarede situation.
Bjarne er glad for, at der endelig er kommet ro om virksomheden, som med hans egne ord er hans ’hjerteblod’. Han har arbejdet i Danfysik i 30 år, først som fysiker og siden 1998 som administrerende direktør, hvor han var med til at forme udviklingen af Danfysik og få virksomheden til at vokse fra 50 medarbejdere i 1998 til 180 i 2008.
Han tror på, at Danfysik kan komme til at køre godt igen:
- Nu kan vi endelig igen tage ordrer ind med Teknologisk Institut i ryggen, og vores kunder er glade for, at vi er tilbage. De synes, det er spændende, at vi har fået en stærk teknologisk funderet ejer med en sund og solid økonomisk ballast.
Lettelse hos Danfysik
Også blandt medarbejderne er der glæde og lettelse at spore, fordi Danfysik, der er den eneste af sin art i Danmark, kan bevare unikke kompetencer og arbejdspladser på danske hænder. I deres optik er det en spændende udfordring at få lov at blive og være med til at få virksomheden til at blomstre igen.
- Det letter på trykket, at der nu er kommet en stærk ejer og en plan for virksomheden, siger tekniker Mads Pedersen, der har arbejdet i Danfysiks mekaniske produktion i 11 år. Han fortæller, at der altid har hersket en særlig god ånd i virksomheden, hvor alle kender hinanden og hjælper hinanden i hverdagen og arbejder sammen på kryds og tværs.
Lars Helmersen, der er maskiningeniør på Danfysik, supplerer:
- For mig er det et bevidst valg at blive – også da vi var midt i krisen. Jeg oplever Danfysik som en spændende arbejdsplads, der er værd at kæmpe for at bevare, fordi de tekniske udfordringer er unikke og varierende.
Og så virker det motiverende, at vi med opkøbet ikke har fået en betonklods om benet, men tværtimod er bevaret som en selvstændig faglig og forretningsmæssig enhed og samtidig blevet en del af noget større og meget sundt og solidt.
Også regnskabsmedarbejder Lene Minier, der er vendt tilbage til Danfysik efter en hurtig afstikker til Siemens, der opkøbte aktiviteterne med partikelterapien, er optimist på grund af den nye situation:
- Det er tilfredsstillende, at vi har fået en ejer, der interesserer sig for, hvad vi laver, og som vil investere i virksomheden, så vi kan få lov til at starte på en frisk og bevare det gode kollegiale miljø, som jeg selv har været en del af i syv år.
Opkøb med potentiale
Danfysik blev stiftet i 1964 i samarbejde med fysikere fra Aarhus Universitet. Virksomheden blev født ’global’, og administrerende direktør Bjarne Roger Nielsen ser frem til, at Teknologisk Institut vil være med til at gøre virksomheden mere kendt i Danmark. Samtidig forventer han, at Danfysik kan understøtte Instituttets vækst internationalt som følge af Danfysiks mangeårige og brede netværk til universiteter i hele verden. En position som Danfysik blandt andet har opnået ved at være den eneste virksomhed i verden, der kan lave de store acceleratorsystemer, som anvendes i synkrotronstrålingskilder.
- På verdensplan har vi gennem mange år opbygget et godt brand – og det har vi stadig. På navnets vegne er vi stolte over, at vi er en lille virksomhed, der er så anerkendt i udlandet Men vi er ikke så kendte herhjemme. Vi har ikke haft en eneste dansk kunde i de sidste 10 år, men billedet kan jo ændre sig. Faktisk har vi en opgave i vente, idet Aarhus Universitet har fået bevilliget 37 mio. kr. til en ny accelerator.
Og så håber jeg, at vi sammen med Teknologisk Institut kan blive bedre til at lægge en langsigtet strategi for vores forsknings- og udviklingsprojekter. Vi kan jo bidrage med viden om acceleratorteknologi, som er vores speciale, og omvendt kan vi få ny viden om fx materialer, siger Bjarne Roger Nielsen.
Lysere fremtid
Den største udfordring for Danfysik er – set med Bjarnes øjne – at genvinde den tidligere position på markedet og få ordrerne til at komme ind. Danfysik har først og fremmest brug for arbejdsro. Produktionen og logistikken skal også op at køre, og ressourcerne og processerne til det skal på plads. Og så har Bjarne planer om at ansætte 10 nye medarbejdere i løbet af 2009 – og i den sammenhæng vil han nu til at ’prale’ med i jobopslagene, at Danfysik nu er blevet et datterselskab til Teknologisk Institut.
- Vi ser lyst på fremtiden og føler os ikke alene. For vi har fået en troværdig ejer, der har forståelse for hvem, vi er, og hvad vi kan. Nu glæder vi os til at lære vores mange nye kolleger at kende. Og vi håber, at fx materialefolkene vil besøge os, så vi sammen kan udvikle idéer til, hvordan vi kan skabe synergi og få idéer til nye fælles forsknings- og udviklingsprojekter. Vi glæder os til det faglige samarbejde!
Teknologisk Instituts administrerende direktør Søren Stjernqvist glæder sig ligeledes til samarbejdet, ligesom han også ser frem til at følge Danfysiks udvikling det næste års tid:
- Danfysik kan – i lighed med Instituttets andre datterselskaber og stærke centre – eksistere som en selvstændig forretningsenhed, og vi er som ejere med på det langsigtede strategiske plan. Og så har vi en forventning om, at vi på sigt kan skabe nye resultater især på den internationale bane ved at samarbejde med Danfysik om at kommercialisere Teknologisk Instituts forsknings- og udviklingsaktiviteter specielt inden for højteknologiske materialer.
Tilbage er kun at tilføje, at jeg er sikker på, at kolleger her fra Instituttet vil få en lige så venlig modtagelse, som jeg fik den dag i januar, da jeg besøgte Danfysik.