Præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Peter  Rosborg

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 14 01.

Peter Rosborg fra Teknologisk Institut i projektet Præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Sundhedssektoren er storforbruger af engangsklude (wet wipes), og på verdensplan bruges og kasseres der 50 millioner af dem i timen. Engangsklude er praktiske og betragtes som hygiejniske, men de udgør en miljøbelastning, fordi de indeholder plast og brændes af efter brug. Det skal der laves om på med udviklingen af et genbrugskoncept, der kan spare klimaet for 10.000 ton CO2 om året. Projektet er støttet af Miljøstyrelsen.

Fra engangsklud til flergangsklud

Formålet med projektet er at udvikle et koncept med præfugtede flergangsklude, som - sammenlignet med engangsklude - er miljømæssigt fordelagtigt og samtidig økonomisk, hygiejnisk og brugervenligt. Kludene skal opbevares i en genbrugelig leveranceboks, som sikrer, at de kan holde sig fugtige og er nemme at tage ud og bruge. Efter brug sendes de til rensning, hvor de bliver desinficeret, pakket og sendt ud igen.

En nyskabelse på verdensplan

Det er De Forenede Dampvaskerier, som i samarbejde med Teknologisk Institut udvikler det nye koncept, mens Syddansk Universitet skal vurdere og sikre, at konceptet har den ønskede miljøprofil.

- Hele idéen om brug-og-smid-væk-produkter bliver i dén grad udfordret i disse år. Det ser vi på Teknologisk Institut, hvor mange virksomheder efterspørger produkter, der er designet til at blive genbrugt eller genanvendt. Det er der både verdensmål og god forretning i. Samtidig stiller både forbrugere og lovgivning stadig større krav til, at produkter og varer produceres bæredygtigt og cirkulært. Det er præcis, hvad vi ønsker at opnå med dette koncept, som faktisk bliver en nyskabelse på verdensplan, fortæller Peter Rosborg, civilingeniør i kemi og bioteknologi fra Teknologisk Institut.

Stort markedspotentiale

Projektet fokuserer på aftørringsklude til sundhedssektoren, fordi denne sektor har de mest stringente krav til hygiejne og tidsoptimering. Engangsklude anvendes dog også i en række andre erhverv, f.eks. rengøringsservice og skønhedsklinikker. Lykkes det at udvikle en løsning, der kan erstatte engangsklude i sundhedssektoren, vil vejen for konceptet være banet i disse brancher.

- Jeg tror, at flergangskludene vil være interessante for en række erhverv både i og uden for sundhedssektoren. Det skyldes, at vi jo tager det bedste fra to verdener og samler det i en løsning, der både er dokumenteret hygiejnisk og brugervenlig, men som samtidig er økonomisk og langt mere bæredygtig end de nuværende løsninger, fortæller Axel Bonnevie divisionsdirektør fra DFD.

10.000 ton CO2 sparet pr. år

Set i forhold til engangsklude kræver det væsentlig færre ressourcer at producere genbrugelige klude.

En foreløbig analyse viser, at CO2-aftrykket af den planlagte løsning er omkring en fjerdedel af aftrykket for den p.t. anvendte engangsløsning. Det skønnes, at der fra hospitaler i regionerne nationalt produceres et sted mellem 1.000 og 2.000 ton affald om året i form af præfugtede engangsklude og de tilhørende bokse. Forbruget svarer til en årlig udledning på omkring 14.000 ton CO2. Med det cirkulære flergangskoncept ventes udledningen at kunne reduceres til ca. 3.500 ton.

 

FAKTA OM PROJEKTET

Projektets titel

Præfugtede flergangsklude til sundhedssektoren

Projekttype

MUDP-projekt støttet af Miljøstyrelsen

Projektsum

2.874.000

Projektperiode

2020-2022

Partnere:

De Forenede Dampvaskerier

Syddansk Universitet

Teknologisk Institut

Understøttede verdensmål

FN Verdensmål 12   Verdensmål 13 - klimaindsats