Projekt - EcoPack Ejector Optimized Value Pack
EcoPack Ejector Optimized Value Pack.
Projektet er afsluttet
Projektstart januar 2019. Projektet blev afsluttet i december 2022.
Baggrund
EcoPack Ejector Optimized Value Pack er et projekt, der har til formål at øge effektiviteten på mindre og mellemstore køleanlæg til supermarkeder. Dette opnås ved at anvende ejektorer som nyttiggør energi, der normalt går tabt. Den seneste udvikling af ejektorer har været rettet mod større CO2-køleanlæg. I dette projekt udvikles styringer og komponenter til køleanlæg med ydelser fra 40 til 125 kW. Projektets resultater vil fremme markedsintroduktionen af ejektorer og udbrede anvendelsen af CO2-køling til varmere klimaforhold. I Danmark alene er besparelsespotentialet ca. 43 GWh.
Formål
Målet er at opnå en forbedring på 13 % i årseffektivitet på mindre supermarkedsanlæg baseret på Advansors modelserie Value Pack (40 til 125 kW) og at opnå en simpel tilbagebetalingstid på mindre end tre år. Aktuelt er der tale om den største model i serien med en samlet kapacitet for køl og frys på 125 kW.
Resultatet skal opnås ved at skalere Danfoss-styringer med ejektor ned til dette segment samt ved at optimere Advansors modelserie med nye kompressorer. Endvidere skal dimensioneringen og bestykning af rør, ventiler og beholdere i den samlede installation gennemgås og revideres for at sikre effektiviteten af det samlede anlæg. Design af anlæg samt test og efterfølgende demonstration i COOP-butik skal foregå i samarbejde med Teknologisk Institut, som også er projektleder.
Afprøvning og test foretages i Danfoss-laboratoriet i Nordborg i samarbejde med Teknologisk Institut, og en tilfredsstillende test er en afgørende forudsætning for, at COOP vil foretage en field test i et supermarked.
Aktiviteter
Projektet består af 3 arbejdspakker:
- AP 1: Forberedelse af EcoPack til test, AP Leder Advansor
- AP 2: Test af EcoPack i laboratorie, AP Leder TI
- AP 3: Demonstration af EcoPack i COOP-butik, AP Leder TI
Deltagere
Advansor
Danfoss
COOP
Super Køl
Teknologisk Institut (projektleder)
Bevilligede midler
Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).