Projekt - Genindvinding af fosfor fra spildevandsslam
Projekt støttet af MUDP i 2015 og 2017
Projektperiode: 2015 – 2017 samt 2017 - 2019.
Fosfor forventes at blive en knap ressource i fremtiden og spildevandsslam indeholder meget fosfor. Derfor ønsker vi at sætte fokus på genindvinding af fosfor fra spildevandsslam.
Projektets mål er at genindvinde mere end 80 % af den fosfor, som kommer ind på renseanlæggene med spildevandet. Dette mål er fastsat på baggrund af regeringens ressourcestrategi fra 2013, hvor netop dette er opsat som målsætning i 2018. Genindvinding af fosfor fra spildevandsslam vil give forsyningsselskaberne mulighed for at forbrænde slammet uden at fosforen går tabt, hvis det på sigt skulle vise sig, at brug af slam som gødning på landbrugsjord udgør en miljømæssig risiko.
Der findes endnu ikke en økonomisk attraktiv teknologi til genindvinding af mere end 80 % af spildevandets fosfor-indhold, da så høj en genvindingsprocent kræver en vidtgående kemisk eller fysisk behandling af slammet. Fuldskala- og pilotskalaforsøg med teknologier til behandling af slammet skal videreudvikles med henblik på at optimere de eksisterende teknologier og producere et bæredygtigt gødningsprodukt.
Mål for projektet
Det overordnede mål med projektet er:
- at gøre det muligt at genindvinde mere end 80 % af den fosfor, som ledes til renseanlæggene, så fosforen ikke tabes, hvis slammet forbrændes. Dette vil være væsentligt i årene efter 2018, hvor den nye ressourcestrategi forventes implementeret.
- at udvikle en teknologi, hvor fosfor fra spildevand kan udvindes til et salgbart gødningsprodukt, som ikke indeholder miljøfarlige stoffer. En sådanne teknologi vil muliggøre en regenerativ udnyttelse af fosfor jf. tankerne om en cirkulær ressourceøkonomi.
To delprojekter
Projektet er opdelt i to delprojekter:
- Første del blev gennemført 2015-2017 og har vist, at det er muligt at udvinde op til 70 – 80 % af fosfor-indholdet fra slam, der er behandlet i rådnetank (biogasanlæg).
- Anden del udføres 2017-2019, hvor der fokuseres på at opnå en økonomisk attraktiv genindvinding af den frigivne fosfor som et bæredygtigt gødningsprodukt.
Deltagere
- HJORTKÆR Maskinfabrik A/S
- Teknologisk Institut, Bio- og Miljøteknologi
- Aalborg Universitet, Sektion for Kemi
- Vandmiljø Randers A/S
- Provas-Haderslev Spildevand A/S
- Bluekolding Spildevand A/S