Ressource Blokken – Upcycling af 60’erne og 70’ernes almene byggeri
En stor mængde af almene boliger fra 60’erne og 70’erne står allerede nu overfor nedrivning. Det forstærkes yderligere af vedtagelsen af den såkaldte ”Ghettoliste” i 2018 og de medfølgende krav til omdannelse af socioøkonomisk udsatte boligområder. Loven betyder, at der i de kommende år foreslås at nedrive et antal boliger svarende til over 1.3 millioner m2, selvom bygningerne ikke nødvendigvis har udtjent deres tekniske levetid.
Ressource Blokken vil forsøge at afdække potentialet for at genanvende og genbruge byggematerialerne fra de almene boliger, som står til nedrivning og derigennem udfordre den måde, hvorpå byggebranchen bruger ressourcer. Projektet er opdelt i to faser, hvor fase 1 fokuserer på byggetekniske studier og analyser af de anvendte byggematerialer og fase 2 fokusere konkret på potentialet for genbrug af hele betonelementer i nyt byggeri.
Projektet er støttet af Realdania.
Mål for projektet
Formålet med projektet er at skabe grundlaget for, at ressourcer fra de almene boliger kan genanvendes og genbruges i nyt byggeri. Det gøres igennem en række delmål, herunder:
- Kortlægning af potentialet for genanvendelse og genbrug af de anvendte byggematerialer i udvalgte referencebyggerier
- Skalering af resultaterne, så de kan anvendes ifm. nedrivning af lignende boligtyper
- Generering af nogle af de første danske erfaringer med direkte genbrug af betonelementer som hele elementer i nyt byggeri
Deltagere
- GXN Innovation (projektleder)
- JAJA Architects (projektleder)
- Teknologisk Institut
- Regnestuen
- BUILD
- Enemærke & Petersen
- Søndergaard
- ETA Danmark
Resultater
Resultaterne fra fase 1 er udgivet i et idékatalog. Teknologisk Institut har bidraget med kortlægning af ressourcer og skadelige stoffer, samt undersøgelse af betonkonstruktionernes tekniske egenskaber og genbrugspotentiale.
Illustrationen øverst på siden er udarbejdet af GXN Innovation. GXN Innovation har givet tilladelse til brug af illustrationen.