Robot- og Automations-Moduler og Services (RAMS)
Aktivitetsplan nr. D2 - 2019-2020
Den danske fremstillingsindustri er i gang med en omstilling drevet af kortere og kortere produktlevetid. Det stiller nye krav til produktionssystemet, og det er ikke længere nok at kunne udnytte fleksible robotløsninger, der kan håndtere en række varianter af det samme produkt, men i stedet at komme nærmere den agile produktion, hvor robotter og automationsudstyr effektivt kan udnyttes til at håndtere helt forskellige processer og produkter.
Både Teknologisk Institut og international forskning har vist at man via en modulbaseret tilgang kan nå tættere på ”plug-and-produce” – et af kernebegreberne i agil produktion - gennem robot- og automationsmoduler og services (RAMS). Her er den grundlæggende tanke at en slutbruger i fremstillinsindustrien kan købe generaliserede moduler, der bl.a. kan anvende cloud services til planlægning, og sætte det direkte i produktion med et begrænset behov for ekstern ekspertise eller assistance.
Kernen i aktiviteten er, at der i samarbejde med fremstillingsindustrien og systemintegratorer (SI) identificeres en række repræsentative referencecases der udvikles som demonstratorer af robot- og automationsmoduler og -services, og dermed samlede løsninger, der hurtigt og effektivt kan omstilles mellem to eller flere processer. Samtidig vil aktiviteten arbejde med at standardisere måden modulerne udvikles og anvendes på, som især kan understøtte udbredelsen af de mindre modulbyggeres løsninger. Dette er særdeles nødvendigt for at undgå en situation hvor forskellige (grupper af) SI udvikler og bruger deres egne standarder, hvilket ikke er til gavn for slutbrugerne.
Den endelige målgruppe for aktiviteten er fremstillingsvirksomhederne, både de større og SMV-segmentet, der ikke blot har behov for et mere agilt produktionsapparat, men i lige så høj grad større viden om, hvordan man ved en modulbaseret tilgang kan automatisere sig til en agil produktion.
Fremstillingsvirksomhederne er direkte understøttet af en gruppe af ca. 50 systemintegratorer, der typisk har stor erfaring med at levere turn-key- og specialløsninger. Udfordringen ved dette er, at hele udviklingen af nye løsninger ofte skal kunne tilbagebetales af én slutbruger. Gennem aktiviteten vil SI blive involveret ift. at udvikle teknologier og metodik for, hvordan de kan begynde at lave mere genbrugelig standardiserede robot- og automationsmoduler der kan sælges som skalerbare produkter. Dermed er SI den direkte vej til fremstillingsvirksomhederne, og den umiddelbare målgruppe for aktiviteten.
Aktiviteten har således til formål at udvikle rådgivningsforløb målrettet agil produktion, henvendt til fremstillingsvirksomhederne, samt at der efter aktiviteten kan udbydes serviceydelser til SI, med henblik på at rådgive i udvikling af moduler og services, og udvikle forretningen til et modulbaseret salg.
Aktiviteten omtalt ovenfor er bl.a. støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet.