Teknologisk Institut køber Danfysik A/S - 2009
Enestående teknologiske kompetencer forbliver i Danmark til gavn for dansk erhvervsliv og eksport. Teknologisk Institut har den 19. januar 2009 overtaget 27 nøglemedarbejdere og accelerator-, magnet- og strømforsyningsaktiviteterne fra virksomheden Danfysik A/S i Jyllinge.
- I maj 2011 flyttede Danfysik til Teknologisk Institut i Taastrup.
Danfysik blev grundlagt i 1964 i samarbejde med fysikere fra Aarhus Universitet.
- Det er en spændende virksomhed med unikke nøglekompetencer inden for højenergi kernefysik og udvikling af modificerede overflader til industrien. Og virksomheden har gennem de sidste 40 år oparbejdet en bred erfaring og et solidt samarbejde om højteknologiske udviklingsprojekter med førende universiteter i udlandet, forklarer administrerende direktør Søren Stjernqvist.
Unikke kompetencer værdifulde i udlandet
Danfysik A/S er den eneste virksomhed af sin art i Danmark. Den sælger sine ydelser og produkter globalt og henvender sig til avancerede slutbrugere, først og fremmest universiteter. Hovedparten af selve produktionen er udlagt til underleverandører.
- Vi glæder os over, at vi ved at købe Danfysik A/S er med til at sikre, at det fortsat er muligt at bevare disse kompetencer og aktiviteter i Danmark, siger adm. direktør Søren Stjernqvist, Teknologisk Institut.
Også direktør Bjarne Roger Nielsen fra Danfysik A/S glæder sig over, at det blev Teknologisk Institut, der købte Danfysik A/S.
- Teknologisk Institut er en stærk strategisk ejer, som har en god forståelse og respekt for vores viden og teknologiske kompetencer. Vi skal stadig stå på egne ben både teknologisk og forretningsmæssigt, men jeg føler mig overbevist om, at vi vil få et konstruktivt samarbejde, der vil åbne op for nye og gode teknologiske muligheder i fremtiden, understreger Bjarne Roger Nielsen.
Forventningen er, at Danfysik A/S med fornyet fokus på sin oprindelige kerneforretning kan skabe fornuftige resultater. Det forventes også, at Danfysik A/S sammen med Instituttet på sigt kan skabe nye banebrydende resultater ved en kommercialisering af forsknings- og udviklingsresultater, specielt inden for højteknologiske materialer.
Teknologisk Institut ejer alle aktierne i det nye Danfysik A/S.
Yderligere oplysninger
Andras Splidt, Teknologisk Institut på telefon 72 20 20 06 , e-mail: andras.splidt@teknologisk.dk.
Se også www.teknologisk.dk.
Teknologisk Institut sikrer ved køb af Danfysik A/S at værdifulde teknologiske kompetencer forbliver i Danmark til gavn for dansk erhvervsliv og eksport.