Tre luftrensende planter til din bolig
Forsøg med planter viser, at de gavner indeklimaet. Planter kan nemlig både rense luften, dæmpe støj og reducere stress. Teknologisk Institut har undersøgt, hvordan de rigtige forhold og valg af planter kan hjælpe med at fjerne en væsentlig del af de skadelige gasser fra indendørsluften. Her får du vores bud på tre luftrensende planter.
Nyrebregne (Nephrolepis)
Den klassiske bregne med de takkede blade er en af de mest luftrensende stueplanter. Bregnen tåler ikke direkte sol, men placér den lyst og i delvis skygge. Sørg for, at den altid har fugtig jord, da den ikke tåler udtørring. I sommerhalvåret er det en god idé at bruge gødning, mens planten skal have vand 1-2 gange om ugen året rundt.
Elefantøre (Alocasia)
Den smukke dybgrønne plante med de stribede blade er en fryd for både øjet og indeklimaet. Elefantøre kommer fra det sydøstlige Asien og kan lide masser af indirekte lys. Vand den 1-2 gange om ugen, og sørg for, at den ikke tørrer ud. Bonustip: Elefantøret kan finde på at gå i hi, hvor bladene folder sig sammen. Hav tålmodighed, for den skal nok vågne op igen.
Voksblomst (Hoya)
Voksblomsten er en af de nemmeste stueplanter at holde. Og så er den samtidig luftrensende! Planten foretrækker at stå lyst og kan tåle meget sol. Den skal kun have vand, når den er tør – så cirka hver 10. dag. Når den blomstrer, får den fine, farverige blomster med en voksagtig overflade. Fjern ikke de små grene efter afblomstring, da det er her, de nye blomster springer ud fra.
Læs mere om vores planteprojekt, hvor vi har undersøgt, hvordan planter kan fjerne giftige gasser indenfor.