Viden om SCC - Udførelse af elementer

Generelt

SCC kan med stor fordel benyttes til produktion af visse blødstøbte betonelementtyper. Det er i sagens natur ikke alle elementtyper, der egner sig lige godt, fx betyder den typiske udstøbningsmetode for huldæk, at der ikke kan benyttes SCC.

Udstøbning af vandret element

For elementproduktion er der en vis effektivitetsgevinst ved at bruge SCC frem for traditionel beton. Den største fordel skyldes dog, at arbejdsmiljøet forbedres markant i støbehallen, hvor formvibratorerne bliver overflødige, og støjniveauet sænkes markant for betonarbejderne. (se mere under Arbejdsmiljø).

Ligesom ved in-situ støbninger kræver SCC særlige hensyn under udførelsen for at opnå et godt resultat. På de næste sider vil det blive beskrevet, hvordan man kan håndtere nogle af de vigtigste udførelsesmæssige aspekter ved støbning af vandrette elementer (vægge) og lodrette støbninger (vægge, søjler, bjælker).

Transport

På elementfabrikker transporteres betonen (satsvis) via et conveyor-system fra blanderen og ud til støbehallen, hvor den tømmes i en betonspand. Spanden bliver efterfølgende transporteret videre til formen med kran. Hvis der ikke er installeret conveyerbaner, kan betonen tømmes direkte til betonspanden, der transporteres med truck til kransystemet og derfra til formene. Man skal være opmærksom, på, hvordan betonen overføres til beholderne og transporteres, idet de metoder, der benyttes til traditionel beton, eventuelt kan medføre spild, udstrømning gennem utætheder eller separation af betonen. Normalt går der ikke særlig lang tid fra produktion til udlægning af den enkelte sats i formen, så transporttiden er ikke noget problem på elementfabrikker. Dog skal man være opmærksom på, at hvis betonen ikke kan udlægges lige efter blandingen pga. støbestop eller lignende, kan betonens flydeegenskaber være ændret væsentligt.

Betonen fordeles fra blanderen til en kranspand i den ene ende af støbehallen.

Vandretstøbte elementer

Når betonen fyldes i vandretliggende forme, sker det typisk ved at betonen falder ca. ½ meter fra betonspanden. Betonen udlægges jævnt over hele formfladen, og fordeles fx med en rive. Ved støbning af opkanter ved fx vinduer, lægges beton op til starten af kanten, hvorefter betonen får lov til at sætte sig så meget, at selve kanten kan udstøbes.

Afhængig af hvilken overflade ”opsiden” af det det færdige element skal have, benyttes derefter enten en jutter eller en pigrulle for at få overfladen jævn og få trykket de lette korn ned i betonen. Afhængig af konsistens og sammensætning kan en ganske kort vibrering (med formvibrator) trække lidt pasta op på overfalden, og dermed mindske antallet af sten, der stikker op i overfladen. Overfladen kan også afsluttes med kostning, så den fremstår ru.

Ved anvendelse af SCC til vandret støbning af elementer er det som udgangspunkt vigtigt, at hele formfladen bliver fyldt med beton fra samme sats, da selv satse, der er blandet lige efter hinanden, kan give farvevariationer. Størst sikkerhed for ensartede overflader opnås, hvis første lag gives en meget kort vibrering (~2 sek.), på trods af, at det er SCC, der anvendes. Det bør nøje vurderes fra sats til sats om betonen kan tåle denne behandling uden risiko for separation.

Det skal siges, at betoner som kræver en ganske kortvarig vibrationspåvirkning, må anses for vibrationslette betoner snarere end SCC og dermed falder i gråzonen mellem SCC og traditionel beton. Det forventes ikke, at nye produktionsanlæg for betonelementproduktion vil indeholde formvibratorer til at kunne give dette kortvarige vibrationspift i ny og næ.

Lodretstøbte elementer

SCC kan benyttes til lodret støbning af fx vægge i batteriforme, søjler og bjælker samt ribbeplader (for sidstnævnte elementtype er der tale om en kombination af vandret og lodret støbning). Når man støber vægge i batteriforme og søjler skal man være særlig opmærksom på, at når SCC falder frit ned i formen, øges risikoen for separation og inhomogen luftporefordeling. I de fleste tilfælde forhindrer geometrien ved søjler, at udstøbning kan foregå på anden vis end ved frit fald i formen, men der kan være tilfælde, hvor betonen kan udstøbes med strømpe. Eventuelt kan en lille stavvibrator benyttes kortvarigt i søjlerne for at undgå luftporer på overfladen.

Udstøbning af ribbedæk.

Ved støbning af vægge i batteriforme gælder samme problemstillinger som ved lodrette in-situ støbninger. Derfor er anvendelsen af SCC i batteriforme på nuværende tidspunkt forholdsvis begrænset. Dog kan man undgå en del af luftblærerne i overfladen ved at sikre sig, at al betonen har været i bevægelse. Dette betyder, at elementer med større udsparinger, hvorom betonen kan flyde, kan udstøbes delvist med SCC og delvist med normal beton. Dermed kan SCC’s fordele udnyttes til korrekt udstøbning omkring udsparingerne og den ekstra armering. Man skal dog være opmærksom på, at der kan opstå farveforskelle i elementet.

Bjælker udstøbes fx ved at betonen fyldes i formen midt på elementet, hvorved der opnås mest mulig bevægelse i betonen, og dermed undgås de værste luftansamlinger. Ved eventuelle erfaringsmæssigt kritiske områder med mindre strømning i betonen og dermed større risiko for luftblærer, kan en lille stavvibrator benyttes.

Ribbedækelementer omfatter både vandret og lodret støbning. Elementer til tage har normalt en hældning på mellem 25 og 30 promille (svarende til 1:40 / 1:36). Udstøbningen sker på samme måde som ved bjælker: betonen fyldes i fra midten, og støbefronten fylder formen op efterhånden. Ved kritiske områder- fx forankringszonen ved forspændte elementer, kan en lille vibratorstav kortvarigt benyttes, så fuldstændig omstøbning af armeringen er helt sikret. Betonen kan fx afrettes med en retteskinne, der føres fra midten af elementet og udefter, med en lille bræmme af beton til at udfylde eventuelle lunker.

Efterbehandling

For at undgå gummihud og luftporesamlinger i overfladen af betonelementerne, som beskrevet i afsnit om in-situ støbning, er det vigtigt at afdække elementerne med plast, der lægges direkte ned på betonoverfladen umiddelbart efter udstøbning. Herved bliver overfladen bedst beskyttet, og glitning med tallerken- og vingeglitter er herefter mulig. Ved elementer med en vis tykkelse, der er udsat for udtørring og varmepåvirkning, skal man være ekstra opmærksom på, at hærdningen skal være i gang i hele tværsnittet inden glitningen startes, da man ellers risikerer, at overfalden ”skræller af” ved glitning.

For elementer gælder samme problemstilling angående svage overflader pga. pastalag samt lette tilslagsmaterialer i toppen, som ved in-situ støbning af gulve. Ydermere er behovet for hurtig afdækning til at modvirke plastisk svind tilsvarende som for in-situ støbning.