Do's and Don'ts for Industriel 3D-print

Kristian Rand Henriksen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 12 62.

3D-print kammer

Do's and Don'ts for Industriel 3D-print

3D-print er en relativ ny teknologi, som i de senere år er gået fra prototypestadiet til reel industriel serieproduktion. Teknologien tilbyder mange muligheder og gevinster, men der er også forbehold og faldgruber, man bør være opmærksom på for ikke at spilde sin tid og sine penge.

Nedenstående er en ikke-udtømmende liste med råd til, hvad man bør gøre - og lige så vigtigt IKKE gøre - når man overvejer at komme i gang med at indføre 3D-print som en del af sin virksomhed.

PLEASE DO

  1. Kom i gang! (Køb en billig printer og udnævn en pionér)
    Det tager tid at tilegne sig ny viden og endnu længere at få den viden integreret i virksomheden, så start med de små målsætninger og lavthængende frugter. Det er vigtigt at få en god oplevelse med teknologien, og det er ofte nemmere ved at starte i det små og bygge ovenpå bagefter. Det er ikke sikkert, at tiden er moden, eller at teknologien endnu er helt rigtig til, at netop din virksomhed implementerer 3D-print i produktionen. Men kom i gang i det små og brug tiden på at opbygge tillid og kendskab til teknologien, således at I hurtigt kan sætte i værk, når I er klar. Køb en billig printer og udpeg en 3D-printpionér i virksomheden, der holder sig opdateret på ny teknologi og hjælper kollegaerne med at komme i gang. Gør printeren gratis at bruge - også til Star Wars-figurer - og se om ikke medarbejderne hurtigt begynder at finde på kreative og billige løsninger.
  2. Forstå din forretning med 3D-print
    Succes med 3D-print afhænger af, hvordan det er implementeret. Hvilken udfordring løser 3D-print i din virksomhed, og hvordan er det værdiskabende? De værdier, som 3D-print er med til at skabe, kan findes mange steder i værdikæden – helt fra en accelereret produktudvikling, via hjælpeværktøjer og produktionsudstyr, til komponenter der i selve brugsfasen er energi- og økonomibesparende og dermed over produktlivsforløbet er en bedre forretning. Så inden du går i gang, bør du være sikker på, hvor og hvordan 3D-print kan skabe værdi for din virksomhed. På den måde sikrer du en holistisk vurdering af økonomien og kan nemmere vurdere, om det er den rigtige løsning.
  3. Invester i medarbejdere og knowhow
    3D-print er grundlæggende anderledes end traditionelle fremstillingsprocesser. Teknologien og mulighederne udvikler sig hurtigt i disse år, og man kan derfor hurtigt komme bagud med hensyn viden. Meget af værdien ved 3D-print kommer bedst til udtryk, når medarbejderne kender de muligheder, teknologien tilbyder og indtænker disse i de løsninger, de udvikler. Før de dyre investeringer laves, bør man derfor investere i viden og knowhow hos medarbejderne.
  4. Design til 3D-print
    To personer foran computer med 3D billede3D-print kan i enkelte tilfælde være en bedre teknologi til fremstilling af eksisterende komponenter. I de fleste tilfælde er disse komponenter dog designet til fremstilling med en anden teknologi, hvorfor 3D-print kun giver en sparsom gevinst, hvis overhovedet nogen. Udnyt derfor mulighederne ved 3D-print og konstruer kompakte letvægtskonstruktioner, der sparer materiale samt procestid og udnytter gevinsterne ved den geometriske frihed, teknologien tilbyder. Udnyt at mange komponenter kan samles i en part, så man slipper for samlinger og pakninger - eller brug muligheden for at lave emner med vibrationsdæmpning eller med komplekse indvendige geometrier.
  5. Indgå et strategisk partnerskab
    Når du er klar til at gøre 3D-print til en del af din virksomhed, så overvej om det er den bedste løsning at købe jeres egen printer som det første. Nogle teknologier er nemmere at installere og drive, mens andre kræver både knowhow og tilhørende udstyr, som din virksomhed måske ikke allerede råder over. Har medarbejderne for eksempel de påkrævede sikkerhedsuddannelser og erfaring til at drifte en ny type af produktionsmakiner? Lav en serviceaftale med eksempelvis printerleverandøren omkring uddannelse af medarbejderne -eller lav et partnerskab med en serviceleverandør om at drive den nye produktionslinje i den første periode, indtil produktionen er helt oppe at køre. På den måde udnytter du serviceleverandørens store viden på området til hurtigt at luge ud i de børnesygdomme, der er ved opstart af en ny produktion, ny fremstillingsteknologi, og nye komponenter.

PLEASE DON’T

  1. Bliv IKKE (for) teknologibegejstret
    Pas på med at blive teknologibegejstret. 3D-print er i sig selv ikke løsningen på alt, og du skal sikre dig, at du forstår de begrænsninger, den enkelte 3D-printteknologi har. Det gælder både geometri, materialer, hastighed, pris, produktionshastighed, overfladefinish, tilhørende udstyr, sikkerhedsforanstaltninger, etc.
  2. Køb IKKE en dyr maskine
    Pas på ikke at fejlinvestere i en dyr maskine. De billige maskiner kan være en god investering i at tilegne sig viden og knowhow i virksomheden. De dyre produktionsmaskiner kræver, at der er belægning til at afskrive maskinen, at der installeres det nødvendige tilhørende udstyr, og at 3D-print er indtænkt i virksomhedens forretningsplan. Start med mindre maskiner, der er nemmere at drifte og sikrer dig at de emner, maskinen skal fremstille, faktisk kan og bør fremstilles med 3D-print. Dette kan man fx gøre ved indledningsvis at udvikle og købe komponenterne af en serviceleverandør, og først tage produktion in-house når produktionsvolumen er stort nok til det.
  3. Sammenlign IKKE kun 1:1 med alm. fremstilling
    Hvis man skal sammenligne to produktionsformer for samme emne – hvad enten det er 3D-print eller andet - så bør man anskue totaløkonomien. Kun for komplekse komponenter vil 3D-print typisk være en fordel uden andre ændringer. Komponentfremstillingen er måske nok organiseret i sin egen økonomiske sandkasse, men reelt står den ikke alene. Hjælper 3D-print med en hurtigere udvikling eller hurtigere igangsættelse af produktionen, da man ikke skal vente på fremstillingen af værktøjer, og hvad betyder det for time-to-market og virksomhedens markedsposition? Hvad er værdien af ikke at skulle fremstille komponenter til lager, da der nemt kan fremstilles nye ved behov, og hvad er merværdien af at produktet eller værktøjet performer bedre? Den slags spørgsmål skal man tage med i sine overvejelser.
  4. Close-up af slibemaskineGlem IKKE materialer og efterbehandling
    Husk at undersøge hvilke materialer der er tilgængelige til brug med den 3D-printteknologi, du overvejer at bruge. For filamentprinterne er der således ofte et begrænset udvalg af plastmaterialer sammenlignet med sprøjtestøbning, og der findes ligefrem specielle 3D-printere, som fokuserer på netop dette problem. Det samme er gældende for hærde-resiner, plastsintring, metalsintring og lasersvejsede metalemner. Nogle teknologier kan anvende bestemte materialer og ikke andre, og for teknologier er det lige omvendt. Sikr dig derfor at teknologi og materialevalg matcher din løsning. Det samme gør sig gældende for finishen af emnet. Mange 3D-printede emner efterbehandles for at opnå andre materialeegenskaber eller glatte overfalder. Hvis det, du søger, ikke kan opnås direkte ud af printeren, så kan det måske opnås ved hjælp af en efterbehandling i form af CNC-bearbejdning, varmebehandling, HIP-ing, elektrokemisk eller abbrasiv polering.
  5. Afskriv IKKE teknologien
    Det er en reel mulighed, at det, du ønsker at fremstille, simpelthen er foran den teknologiske udvikling – enten på materialer, godkendelser, pris, fremstillingshastighed, tolerancer eller noget helt andet. Her er det vigtigt at huske, at 3D-printteknologien i disse år modnes hastigt, og at det, som var langt fra være muligt for to år siden, i dag er implementeret i produktion. På samme måde er det, som i dag er uden for rækkevidde, muligvis en reel mulighed om kort tid i industriel sammenhæng. Det samme gælder for godkendelser og standarder. Disse er i høj grad relateret til allerede eksisterende standarder, og der hvor de ikke er, er der en del nye under vejs. Hvis ikke teknologien eller markedet er klar til din forretning i dag, så hold dig orienteret og vær klar til at springe på toget så snart de er.