Nyt europæisk projekt etablerer produktionsberedskab til fremtidige sundhedskriser
Den igangværende COVID-19 pandemi har tydeligt vist, at der globalt set er behov for et øget beredskab, som hurtigt kan omlægge produktionskapacitet til fremstilling af medicinsk udstyr. Derfor skal et nyt fælleseuropæisk projekt sikre en pålidelig og hidtil uset produktionskapacitet, som lynhurtigt kan aktiveres i tilfælde af pludselig efterspørgsel – fx i tilfælde af en ny pandemi.
I 2020 har vi set, hvordan COVID-19-pandemien lynhurtigt spredte sig på tværs af landegrænser og regioner og fik enorm indflydelse på folks liv. Pandemien har sat Europas produktionssystem under voldsomt pres pga. det kæmpestore og akutte behov for vitalt medicinsk udstyr – og systemet formår ikke at imødekomme behovene. Det er på dette bagtæppe, at et nyt fælleseuropæisk projekt netop har set dagens lys.
Det toårige Horizon 2020 projekt har fået navnet Eur3ka, som er en kreativ forkortelse af ’EUropean Vital Medical Supplies and Equipment Resilient and Reliable Repurposing Manufacturing as a Service NetworK for Fast Pandemic Reaction’. Den igangværende pandemi har skabt akutte behov, og med den korte tidshorisont er der nærmest tale om et sprint-projekt. Projektet samler mere end 20 internationale partnere, herunder Siemens, ATOS, Fraunhofer Institute og Oslo Universitet, som i fællesskab skal etablere et koordineret beredskab mod fremtidige sundhedstrusler. Det skal ske gennem et netværk af produktionskapacitet bestående af effektive og omstillingsparate fremstillingsmetoder som fx 3D-print, der kan aktiveres til fremstilling af kritisk og komplekst sundhedsudstyr. Danmark er også repræsenteret i projektet gennem Teknologisk Institut, Dansk AM Hub, Create it REAL og SMV Automatik.
Traditionelle forsyningskæder er utilstrækkelige
På grund af den igangværende pandemi står den Europæiske økonomi og fremstillingsindustri nu over for scenarier, som man ikke har kunnet forudse. For at imødekomme en stigende global efterspørgsel vurderer WHO således, at industrien skal øge produktionen med 40%, og regeringerne opfordres til at handle hurtigt for at øge udbuddet. Virksomhederne reagerer på forskellig vis for at sikre driften og reducere sårbarhedeni forsyningskæderne – og nogle forsøger på innovativ vis at omlægge deres produktionskapacitet for at generere omsætning på anden vis.
Selv om nogle forsøger at løse problemet nationalt, vurderes det, at den bedste chance for at lykkedes er at løse problemet på global skala - det er også tilgangen i Eur3ka-projektet.
På kort sigt er den eneste løsning at få de etablerede producenter af medicinsk udstyr (fx ventilatorer) til producere væsentligt flere enheder meget hurtigt. Problemet er, at disse virksomheder allerede har øget deres produktion med 30-50%, og de kan ikke alene skabe den vækst på 500-1000%, som er nødvendig for at forhindre flere hundrede tusind dødsfald på verdensplan.
Lige nu står fremstillingsindustrien således over for en unik udfordring - og mulighed: At skabe grundlaget for et langsigtet og hurtigt-reagerende globalt produktionsnetværk, som er i stand til fleksibelt at håndtere akut øget efterspørgsel på medicinsk udstyr og forsyninger.
Eur3ka bygger videre på eksisterende initiativer
I dag er man allerede ved at skabe et globalt modsvar gennem det verdensomspændende netværk af avancerede fremstillingshubs. Eur3ka bygger videre på disse indledende initiativer til et COVID-19 modsvar, som går ud på at samle avanceret fremstilling og digitale katalysatorer, som tilsammen vil øge modstandsdygtigheden og styrke genopbygningen i kampen mod nuværende og fremtidige pandemier.
Det primære mål med Eur3ka-projektet er at muliggøre en global og fair adgang til et koordineret pandemisk kriseberedskab, som kan omlægge produktionskapacitet. Hertil skal der skabes fælles referencer for bl.a. fremstillingsteknologier, og sidst men ikke mindst skal der etableres Eur3ka-fremstillingsnetværk og kapacitet på tværs af industrier. Disse netværk og deres fremstillingskapacitet skal gøre det muligt at forbinde globale produktions- og forsyningskædefunktioner med medicinsk viden, når behovet opstår – og tilbyde det som en service. På den måde kan man sikre en hurtig omstilling af produktionen ved øget og pludselig efterspørgsel efter medicinske forsyninger og udstyr.
De danske partnere
Teknologisk Institut: I projektet har Teknologisk Institut fokus på hurtig tilpasning af produktionen til nye produktionslinjer – specielt inden for 3D-print, hvor hurtig omstilling og tilpasning er en del af grundpræmissen. Desuden skal Teknologisk Institut hjælpe med at lave procedurer og politikker for de komponenter, som producenter på tværs af produktionsnetværket skal fremstille.
Dansk AM Hub: Med et omfattende netværk inden for især 3D-print økosystemet og producentmiljøet i Danmark spiller Dansk AM Hub spiller en nøglerolle i projektets formidling og de tilhørende netværksaktiviteter.
Create it Real: I projektet byder Create it REAL ind med 3D-print teknologi, herunder højhastigheds 3D-print, sikkert print og integration af 3D-print teknologi.
SMV Automatik: SVM driver en pilotdemonstrator på modulære produktionslinjer til en bred vifte af medicinsk udstyr. Dermed kommer SVM til at arbejde på validerings- og integrationstest. I Eur3ka repræsenterer SVM maskinleverandørens perspektiv – og leverer inspiration til fleksibelt og agilt produktionsudstyr.