Robotsikkerhed: Her er tre ting, som du med fordel kan visualisere med augmented reality

Kasper Camillus Jeppesen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 34 76.

Robotsikkerhed: Her er tre ting, som du med fordel kan visualisere med augmented reality


Hvis man ikke lige er vant til at arbejde sammen med en robot, kan det for mange være svært at vide, hvor robotten er på vej hen, hvordan den kommer derhen, og hvordan den egentlig vil reagere, når den møder dig på sin vej.

Men det er der heldigvis råd for.

Teknologisk Institut og Enabled Robotics, der har specialiseret sig i at udvikle en teknologi, som kombinerer en mobil platform med en robotarm, har sammen kigget på, hvordan man kan visualisere robotsikkerhed med augmented reality (AR).

Augmented reality (AR) er én ud af tre forskellige visualiseringsteknologier, som overordnet går under samlebegrebet cross reality (XR). Hvor VR udvisker omverdenen fuldstændig, lægger AR sig derimod som en form for transparent lag oven på virkeligheden.

- Ved hjælp af den her teknologi kan vi gøre det synligt for hvem som helst, hvad der foregår sikkerhedsmæssigt i forhold til robotten og ikke kun for dem, der kender til robotter og scannere, fortæller Mads Vainø Baatrup, der er konsulent ved Teknologisk Institut.

Mads Vainø Baatrup har sammen med Kasper Camillus Jeppesen, der også er konsulent ved Teknologisk Institut, og Thomas Iversen, der er Software Manager hos Enabled Robotics, kigget på robotsikkerhed og AR.

- Jeg synes, det er rigtig spændende at se, hvordan man kan kombinere de her forskellige teknologier til noget, som gør det nemmere for brugeren at gennemskue, hvad der egentlig foregår inde i sådan en robot, fortæller Thomas Iversen fra Enabled Robotics.

Og det giver Kasper Camillus Jeppesen ham ret i.

- Robotterne skal jo være sikre fra det perspektiv, at de ikke må køre nogen ned, men samtidig skal de også være forståelige over for de personer, der arbejder omkring dem. Så det vil sige, at man nemt skal kunne forstå, hvor der er sikkert at færdes, og hvor der ikke er sikkert at færdes, og hvad robottens opførsel er, fortæller Kasper Camillus Jeppesen.

Her er tre scenarier, hvor augmented reality (AR) med fordel kunne visualisere sikkerheden

1. Visualisering af arbejdsområdet og intentioner

Det kan være svært lige at vide, hvor en mobil robot er på vej hen, og om den kører til højre eller venstre, når den møder én på produktionsgulvet.

- Det kan være rart at se, hvor den mobile robot er på vej hen både på kort sigt og på længere sigt, så du eksempelvis ved, hvor robotten kører hen i det øjeblik, hvor du møder den. Drejer den til højre eller til venstre? Det kan vi visualisere med augmented reality, som lægger et lag oven på virkeligheden, fortæller Kasper Camillus Jeppesen og tilføjer:

- Det gælder også for robotarmen, som i Enabled Robotics' tilfælde er fastmonteret oven på den mobile robot. Når den mobile robot står stille, er det nemlig robotarmens tur til at arbejde, og det kan være relevant at kende dens arbejdsområde og rækkevidde, så man føler sig tryg ved dens bevægelser og ikke står i vejen eller kommer for tæt på.
 

2. Visualisering af, hvad robotten ser

Hvis man har et kendskab til robotter og er vant til arbejde sammen med dem, er man ofte også bevidst om, hvad robotten kan registrere – altså se – på sin vej, og hvad den ikke kan.

Men for de fleste kan det være svært at vide, om robotten kan ”se”, hvis der hænger noget i en meters højde, eller hvis der er et vindue. Det kan man også benytte AR til at visualisere.

Har man ikke indgående kendskab til robotsystemerne, er det ikke altid helt gennemskueligt, hvad de forskellige sensorer og dermed robotten rent faktisk ser, da de kan være udstyret med mange forskellige typer sensorer, for eksempel LIDAR, kamera eller ultralyd.

Her kan visualisering med AR hjælpe med forståelsen.

3. Visualisering af sikkerhedsfunktioner og nødstop

Før eller siden vil alle robotsystemer komme i en nødstopssituation, hvor robotten bliver tvunget til at stoppe op på grund af en uforudset forhindring.

Ved hjælp af AR-visualisering kan man bedre danne sig et overblik over, hvad der egentlig ledte til denne situation. Det kan for eksempel være, hvor robotten var på vej hen, dens hastighed, bremselængden for nødstoppet, hvordan dens sikkerhedszoner er konfigureret og mange andre scenarier.

- Når flere robotsystemer arbejder sammen, som er tilfældet med Enabled Robotics' robotsystem, er det meget relevant at vide hvilke dele af robotsystemet der førte til et nødstop og hvorfor, fortæller Kasper Camillus Jeppesen og fortsætter:

- For robotudviklere og -integratorer er disse værktøjer også brugbare under opsætning af robotsystemerne. For eksempel når man taler om konfiguration af sikkerhedszoner for laser scanner og arbejdsområde for robotarme.

Ovenstående er udviklet med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet samt EU i regi af projektet COVR.

Udvikl og afprøv koncepter sammen med Teknologisk Institut, inden I investerer i udstyr

Teknologisk Institut tilbyder uvildig sparring og hands-on erfaring med forskellige kollaborative robotteknologier gennem et pilotprojekt i vores Cobot Lab - inden man som virksomhed investerer for mange penge og for meget tid. Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed godt i gang med cobots.