Fleksibel og præcis robotløsning blev vejen frem: "Nu har vi fået blod på tanden"

Karsten Thornø Ahrentsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 24 39.

-

Fleksibel og præcis robotløsning blev vejen frem: "Nu har vi fået blod på tanden"

I et MADE Demonstrationsprojekt har Teknologisk Institut vist LS Control, at deres drømme om en fleksibel og præcis fræsning af plastkabinetter ved hjælp af en robot kunne lade sig gøre.


Der findes store huller, små huller, huller med gevind og huller uden, cirkulære huller og kvadratiske huller, huller til knapper, lys, skærme eller noget helt andet.

Og lige netop disse huller kommer vi tilbage til senere.

Den sjællandske virksomhed LS Control har siden 1969 leveret elektronik til styring, regulering og kontrol til andre virksomheder. Men på et marked, der kræver mere og mere, havde de et ønske om at se, om en kollaborativ robot – en såkaldt cobot - kunne gøre deres produktion lettere.

Derfor blev LS Control en del af et MADE Demonstrationsprojekt, hvor de sammen med Teknologisk Institut skulle undersøge, om man kunne lave spåntagende bearbejdning altså fræsning af plastkabinetter med en kollaborativ robot.

- Vil gik ind i det her projekt for at finde ud af, om denne opgave, som vi ellers laver manuelt, kunne automatiseres. Og det viste Teknologisk Institut os, at den kunne, fortæller Jens-Erik Hegelund, der er produktions- og kvalitetschef hos LS Control.  

Ingen blind vej

Rundt omkring i produktionsvirksomhederne i Danmark bruger man de traditionelle robotter, der er utrolig gode til opgaver, der konstant gentager sig selv. De bliver i høj grad brugt til masseproduktion, hvor produktet ikke har de store udsving undervejs.

Men det er ikke kun den traditionelle industrirobot, der kan hjælpe virksomheder i produktionen. Faktisk kan robotteknologien også i den grad være fleksibel og samarbejde med mennesker på produktionsgulvet.

Netop dét demonstrerede seniorkonsulent hos Teknologisk Institut Karsten Ahrentsen i MADE Demonstrationsprojektet hos LS Control.

- Det har givet os en validering af, at det kan lade sig gøre. Vi har også fået blod på tanden til at kunne have lyst til at gå videre med det, fordi det ikke var en blind vej, siger Jens-Erik Hegelund.

Præcise huller

De fleksible robotter vinder indpas i flere og flere produktionsvirksomheder, fordi der er højere krav til forskellige variationer af samme produkttype og deraf en højere omstilling i produktionen.

LS Control havde brug for en robot, der skulle kunne tage fat i et plastkabinet, lave forskellige størrelser og former af udskæringer i det, for derefter at sætte kabinettet til siden igen.

- Vi lavede en simpel pilotcelle med nogle simple indtastninger til robotten. Det viste os, at vi rent faktisk godt kunne lave det her med en kollaborativ robotarm, fortæller Karsten Ahrentsen og tilføjer:

- Med fleksibel produktion og parametrisk programmering kunne robotten altså udføre arbejdsopgaverne. Robotarmen greb fat i plastkabinettet og styrede det rundt om fræseren, så det var robotten og kabinettet, der flyttede sig og ikke selve værktøjet.
 


På den måde kunne man benytte sig af den samme fræser til alle slags huller – både store, små og rektangulære.

- Vi fik set, at det kan lade sig gøre, og det skabte stor glæde. Vi havde aldrig gjort det selv, fordi vi ikke har mulighed for det. Det kræver simpelthen for meget. Så det har været en kæmpe fordel at være med i det her MADE Demonstrationsprojekt, fortæller Jens-Erik Hegelund.

-

Én robot til flere opgaver

Hos LS Control bliver der ikke arbejdet med spåntagende bearbejdning hver eneste dag, og derfor giver det mening, at robotcellen var fleksibel og kunne flyttes rundt i produktionen.

- Vi laver kun denne form for arbejde omkring to dage om ugen, og derfor var det en stor fordel at den kollaborative robot ville kunne flyttes fra den ene arbejdsopgave til den anden. På den måde kan vi tænke flere opgaver ind fremadrettet, fortæller Jens-Erik Hegelund.
 

MADE Demonstrationsprojekt er muliggjort ved finansiering fra Industriens Fond.

Her kan du læse mere om mulighederne i MADE – den nationale Klynge for Avanceret Produktion. Teknologisk Institut er en del af MADE.