Remanufacturing: I fremtiden bliver dine gamle sko genoplivet af robotter

Mikkel Labori Olsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 15 41.

-

Remanufacturing: I fremtiden bliver dine gamle sko genoplivet af robotter

Fremstilling af nye produkter med gamle dele kan være en af nøglerne til grøn omstillingssucces i produktionsvirksomheder. Teknologisk Institut giver her et overblik over begrebet remanufacturing.


Verden er for alvor begyndt at genoverveje sin tilgang til råvareforbrug. Konklusionen er klar: Vi skal genbruge mere, hvis kloden skal skubbes i en bæredygtig retning.

I produktionsverdenen er begrebet remanufacturing derfor begyndt at være på dagsordenen til flere og flere tavlemøder. Helt konkret handler det om, at virksomheder tilbagekøber gamle produkter, som virksomheden så skiller ad og bruger til at bygge den nyeste generation af produktet.

For at gøre det mere effektivt, skalerbart og økonomisk rentabelt er vi dog nødt til at automatisere så mange af remanufacturing-processerne som muligt.

Det mener Mikkel Labori, som er konsulent ved Teknologisk Institut. Han vil i artiklen her kaste lys på den voksende, grønne produktionstrend - og pege på hvilke robotteknologier, der er afgørende for dens gennembrud.

Seks (knap så lette) trin

Men før vi zoomer ind på teknologierne, giver det god mening at skabe et lidt grundigere overblik over, hvad remanufacturing mere præcist er og indebærer.

- Et remanufactured eller genfremstillet produkt skal tænkes som et helt nyt produkt produceret fra genbrugte dele, påpeger Mikkel Labori.

Det endelige produkt er af samme kvalitet som et nyt produkt. Det skal altså ikke forstås som et brugt, refurbished eller repareret produkt.

Groft sagt kan man inddele remanufacturing i seks processer:

1. Indhentning
2. Identifikation
3. Demontering
4. Reparation og udskiftning (når det er nødvendigt)
5. Genmontering
6. Kvalitetssikring og test

Fem (robot)teknologier, der kan bane vej for effektiv remanufacturing

Men hvordan kan robotteknologi så spille en rolle i at gøre ovenstående seks processer mere effektive, skalerbare og økonomisk rentable?

Mikkel Labori fra Teknologisk Institut peger herunder på fem områder.


Avancerede kameraer og sensorer

Når de gamle produkter, der skal bruges til at lave nye produkter, er blevet indhentet, ligger de oftest ustruktureret i kasser. Det er robotter traditionelt ikke så gode til at håndtere. Men der er faktisk sket en stor udvikling på dette område i de seneste år.

Se eksempelvis, hvordan det med 3D-bin picking er lykkedes at kunne automatisere en næsten umulig automationsproces hos bremseklodsfabrikken SBS Friction i Svendborg.
 

Adaptiv reparation og adskillelse

Nogle af de operationer, vi på Teknologisk Institut aktivt arbejder på at gøre nemmere at automatisere, er blandt andet adaptiv reparation og afmontering.

Det er noget, som nogle af de store virksomheder også eksperimenterer med i disse år. Se herunder Nike's prototype.
 



Og her er Apples prototype, som viser, at selv en virkelig svær adskillelsesproces med limede produkter, batterier og små skruer effektivt kan automatiseres.
 

Kollaborative robotter

Flere af processerne i remanufacturing kan gøres nemmere at automatisere, hvis man tænker dem ind i en kollaborativ arbejdsstation, hvor et menneske kan løse nogle af de mere avancerede opgaver og en cobot kan løse det mere repetitive.

Selvom de såkaldte cobots bliver mere og mere brugervenlige, er ovenstående dog nemmere sagt end gjort.

Der er stadig en del faktorer, man skal være opmærksom på, inden man investerer i en cobot. Det giver vi dig et hurtigt overblik over i videoen herunder eller i artiklen her.
 


Selvlærende robotter

Ved brug af teknikker fra kunstig intelligens til at analysere eksempelvis kræfterne i en samleproces kan robotter selv lære at effektivisere processen - eller at se, om der er sket en fejl.

Det bliver i dag anvendt i samleprocesser, men samme teknologi ville også kunne anvendes i adskillelsesprocesser.

Kunstig intelligens kan i samspil med kamerateknologi også gøre robotter bedre og bedre til at genkende produkter og materialer. Se eksempelvis herunder, hvordan deep learning er sat i spil til at opdage metaldåser blandt plastflasker hos Dansk Retursystem.
 


Automatiseret kvalitetskontrol

For at sikre, at det genproducerede produkt er af samme kvalitet som et almindeligt produkt, skal det kvalitetstjekkes. Dele af det tjek kan automatiseres, hvilket også blot vil føre til øget ensartethed.

Du kan her se og læse om virksomheden MEC, som med automatisk kvalitetskontrol er på vej til færre fejl, mindre spild og bedre produktivitet.
 

Remanufacturing i tal

Kun 1,9 procent af den totale værdi af produktionen i EU stammede i 2015 fra remanufacturing, viser et europæisk markedsstudie.

Det estimerede marked for remanufacturing er på 90 milliarder euros i 2030, viser samme studie.

EU-kommissionen henviser til en konkret case, som viser, at genfremstilling af bilkomponenter giver omkring 88 procent materialebesparelser sammenlignet med at bruge et nyt produkt med et tilhørende 53 procent fald i udledning af CO2-ækvivalenter og 56 procent lavere energibehov.

Nøjagtigt hvor meget af ens energiforbrug, råvareforbrug og CO2-ækvivalente udledning, der kan bespares gennem remanufacturing, afhænger af produktet og produktkæden. For at blive klogere kan man udføre en livscyklusanalyse.


Nysgerrig efter mere viden om robotter til remanufacturing? Så kontakt Mikkel Labori fra Teknologisk Institut på 72 20 15 41 eller miol@teknologisk.dk