Guide: Sådan gør du din cobot klar til svejseopgaver
Når to metaldele skal samles, og det skal gøres præcist og flere gange i løbet af en dag i en produktion, kan det med fordel løses med en cobot. Her kan du blive lidt klogere på, hvordan du vælger det rigtige værktøj, og gør din cobot klar til svejseopgaver.
Palletering, svejsning og påføring af lim.
Det er kun nogle af de processer, som cobots kan hjælpe din virksomhed med. Men hvordan kommer du i gang, og gør din cobot klar til disse opgaver – og ikke mindst, hvordan vælger du det rigtige værktøj?
Det kan konsulent Christian Skov Esbensen fra Teknologisk Institut hjælpe dig med.
Herunder kigger vi nærmere på cobots, der skal samle nogle metaldele ved at opvarme dem – altså svejseopgaver.
Hvordan vælger du værktøjet?
Når svejseopgaven skal løses af en cobot, er der tale om en robotcelle med et svejseværk, et svejsebord og en cobot.
Som det første skal man tage højde for, hvilke krav der er til svejsningen. Derudover er det vigtigt, at man også har med i sine overvejelser, at cobotten jo skal programmeres til den enkelte svejseopgave. Dermed skal den også omprogrammeres hver gang, der er tale om en ændring i størrelse af emnet eller lignende.
Hvorfor bruge en cobot til svejsning?
Gnisterne flyver rundt i produktionen, når der er tale om svejseopgaver – og det er på trods af udsugning og andre forholdsregler. Det er blot en af grundene til, at man med fordel kan skifte medarbejderen, der efter en hel dag med ensartede svejsebevægelser og gnister om ørerne, ud med en cobot til svejseopgaven.
Du kan altså undgå en række udfordringer, der er til stede ved manuel svejsning, ved at gøre det med en cobot i stedet.
Derfor er det oplagt at få en cobot til at udføre svejseopgaven, så medarbejderne slipper for det ensidige, gentagende arbejde, gnisterne fra svejsningen og slipper for at bemande opgaven hele døgnet.
Fordelen ved at anvende en cobot til en svejseopgave bør derfor ikke kun være, at medarbejderne kan samarbejde med cobotten, som det normalt vil være. Dette skyldes, at det kan være svært – næsten umuligt – for en medarbejder at samarbejde med en cobot, der svejser. Der skal i hvert fald være tale om et skiftevis samarbejde, da gnister og varme stadig vil være en faktor.
Men der er faktisk flere og flere, der benytter sig af teknologiske medarbejder til svejsning rundt omkring i produktionerne.
Du kan læse meget mere om cobots til svejseopgaver i cobot-håndbogen på cobotlab.dk.
Cobot Knowledge Lab – der er et partnerskab mellem Industriens Fond, Teknologisk Institut, Implement Consulting Group og Videnscenter for Automation & Robotteknologi (Nord & Syd) – har til formål at klæde nutidens og fremtidens arbejdsstyrke på til at blive innovative cobot-brugere.