Med vision og simulering kan virksomhed undgå kassering af hundredtusinder af produkter
Et MADE Samarbejdsprojekt har vist vejen til at undgå kassering af hundredtusinder af produkter hos virksomheden J. Krebs & Co. Samtidig er projektet et eksempel på, hvordan digitale simuleringer kan afsløre den bedste løsning til kvalitetskontrol.
Griberen tager godt fat om livet på flasken til en deodorant og bærer den fra en blå kasse og over til første kamera for enden af et transportbånd. På vej ned af transportbåndet nyder deodorantflasken opmærksomheden fra en række af kameraer, der fra forskellige vinkler inspicerer den og sender data ned til en skærm, hvor billederne viser flasken og dens mål frem.
Opsætningen sås på ROBOTBRAG 2024 og er en forsmag på det, J. Krebs og Co. vil have implementeret i deres fabrik i Skævinge.
– Det er jo fantastisk på en dag som i dag til ROBOTBRAG i Odense, hvor de har lavet en opstilling, hvor de laver de målinger, vi ønsker at lave, og se, at det virker, siger Peter Bay, administrerende direktør i J. Krebs & Co.
Hundredvis af kasserede flasker og produktionsstop
Opstillingen er resultatet af et MADE Samarbejdsprojekt med en række virksomheder, og Teknologisk Instituts faglige leder inden for vision og AI, Carsten Panch Isaksen, sidder for bordenden. I projektet har deltagerne arbejdet med at komme et problem hos J. Krebs & Co. til livs.
J. Krebs & Co har indtil nu kun undersøgt deres flasker for defekter udefra, men det har vist sig at være et problem.
– Vi så, at vi også kunne have defekter inde i flaskerne, fortæller Peter Bay.
– Konsekvenserne er ret store, hvis de ryger videre til vores kunder, tilføjer han.
Her kan det resultere i, at man må smide et læs af deodoranter ud og stoppe produktionen for at gøre hele linjen ren.
– På fyldelinjen kan det betyde, at der kommer en læk ud på linjen, og da væsken forårsager korrosion (gradvis nedbrydning af et materiale, red.), vil det betyde, at hele linjen skal renses, og det er ret tidskrævende. Derudover har vi historisk – hvis vi har opdaget nogle få flasker med en defekt nede i, der kan forårsage lækage – […] ofte smidt hele batchen ud, og det er i størrelsesordenen af 100.000, forklarer Peter Bay.
Med den nye opstilling kan J. Krebs & Co. nøjes med at sortere de få flasker med defekter fra.
Simuleringer afslørede den perfekte opstilling
I den nye opstilling kigger et kamera ned i flasken for at opdage fejl, men også for at lave opmålinger af flaskens geometri. Og opstillingen er langt fra tilfældig.
– Vi har lavet en simulering for at bestemme, hvor kameraerne skulle placeres, og hvordan hele det mekaniske setup skulle være, forklarer faglig leder ved Teknologisk Institut Carsten Panch Isaksen.
Ifølge Carsten Panch Isaksen kan han med den digitale model af opsætningen nemmere teste forskellige løsninger og finde flaskehalse så som "hvis emnet skulle roteres" eller "der skulle gå tid mellem hvert emne".
– Vi har løst problemet ved at opsætte flere kameraer, så man kunne lave løsningen direkte på transportbåndet, forklarer han.
Derudover er målene nede i flasken vigtige, da kuglen i deodoranten skal passe perfekt, så der kommer den rette mængde væske med ud, når kuglen drejer. Med de nye målinger kan J. Krebs og Co. skrue endnu mere på deres kvalitetssikring, hvis behovet opstår.
– Vi kan snævre tolerancerne ind for, hvad vi vil acceptere. Så hvis kravene til kvaliteten og tolerancen bliver højere, vil vi også kunne følge med der, forklarer Peter Bay.
En større tendens?
– Man er nødt til at kigge ind i hele ens produktionssetup for at opnå den maksimale gevinst, siger Carsten Panch Isaksen.
Han refererer til det, den digitale simulering af hele J. Krebs & Co's produktion muliggjorde – en helhedsorienteret løsning. I dette tilfælde med fokus på ikke at miste for meget tid på inspektion af flaskerne.
– I fremtiden vil man nok se flere af de her simuleringer, inden man går i gang med den fysiske opstilling, supplerer Carsten Panch Isaksen.
J. Krebs & Co er nu i dialog med integratorer for at få implementeret den nye vision-løsning.