Apollo Thy projektet lukker
Konsortiet af danske virksomheder og videnscentre, der ønskede at realisere ét af de to Månegris modelstaldsprojekter, det såkaldte ”Apollo Thy”, har besluttet at lukke projektet.
Efter års turbulent tilværelse bliver Apollo Thy projektet nu endegyldigt lukket af konsortiet bag.
Konsortiet består af Gråkjær, SKOV, Big Dutchman, TICAN og SEGES Svineproduktion. Teknologisk Institut har deltaget med projektledelse.
Apollo Thy stalden kunne ikke etableres som oprindeligt planlagt, og trods flere forsøg er det ikke lykkedes konsortiet at finde en alternativ placering, hvor det kunne gennemføres med samme høje ambitionsniveau for brug af miljøteknologi.
Forskydningen i opstarten har ligeledes været medvirkende til, at dele af projektet er implementeret i andre sammenhænge, hvilket har reduceret grundlaget i forhold til den oprindelige projektansøgning.
Yderligere oplysninger
Niels Henrik Lundgaard, SKOV A/S, Telefon: 52 13 56 63.
Teknologisk Institut deltager fortsat i det andet vinderprojekt ”Månegris Modelstald SPACE” ved Randers. (SPACE: Slaughter Pigs in Ammonia Controlled Environment).
Det er en stald, som bliver renoveret i øjeblikket, og her er det Gdr. Jørgen Berth, der demonstrerer sin egen nydesignede gylletragt i plastmateriale. Tragtene sættes sammen som byggeklodser, der passer under stierne, og derved sikres daglig udslusning af gyllen og indbygget udsugning af luft under gulvet. Det betyder minimal emission af ammoniak, lugt, og metan.
Desuden er målet at forenkle byggeprocessen i såvel nye som renoverede stalde. Der skal desuden gennemføres demonstration af sensorer til realtids måling af ammoniakemission, kemisk luftrensning, anvendelse af fermenteret vådfoder med lavt fosfor-indhold samt anvendelse af et biologisk additiv som dræber bakterier i stalden og på grisene.
Deltagerne i SPACE er
- Værum Vestergård
- Munters
- Weda Danmark
- Wiping Systems
- Seges
- Teknologisk Institut