Besværlig sikkerhedsgodkendelse bremser samarbejde mellem robotter og mennesker
Mennesker og robotter interagerer og deler i højere grad arbejdsrum ude i de danske produktionshaller. Det er med til at højne virksomheders produktivitet og skåne medarbejderne, der kan koncentrere sig om de opgaver, som ikke er gentagende og nedslidende. Men det manglende overblik over gældende sikkerhedsnormer og standarder har en bremsende effekt for implementeringen af de samarbejdende robotter.
Derfor er fem europæiske vidensinstitutter - med danske Teknologisk Institut i spidsen – gået sammen med en fælles mission om at gøre det langt nemmere at sikkerhedsgodkende kollaborative robotter i det EU-finansierede projekt COVR.
Det kræver nemlig meget mere end bare at tage en robot op af kassen og sætte den direkte ind i produktionen, når der er tale om de samarbejdende robotter. Det kan Lars Hyldal, der er Automation Specialist hos medicinalvirksomheden Novo Nordisk, nikke genkendende til.
- Kollaborative robotter giver nye, spændende muligheder for vores medarbejdere, men samarbejdet stiller også i stigende grad krav til sikkerhed og procedurer. Det er meget vigtigt at få overblik over de retningslinjer, der er på området, siger Lars Hyldal.
Et af COVRs hovedformål er blandt andet at levere en samlet, overskuelig ramme for sikkerhedsgodkendelse af kollaborative robotter, som er tilgængelig for alle.
Lars Hyldal oplever, ligesom andre, udfordringer med at implementere de kollaborative robotter.
- Vi arbejder på to fronter i forhold til sikkerhedscertificering af kollaborative robotter. Vi har for det første ikke nogen standarder at gå ud fra, men kun anbefalinger, som vi kan læne os op ad som f.eks. ISO/TS 15066, siger Lars Hyldal og tilføjer:
- Det andet er spørgsmålet om, hvordan vi skal håndtere CE-mærkningen, når man har så fleksibelt et setup, som vi har. Vi opererer med en åben platform, hvor robotten udfører en proces i dag og en anden i morgen. Mit ønske er at kunne udføre en generel CE-mærkning, som peger på et teknisk dossier, som dækker nuværende og fremtidige applikationer.
For at imødekomme disse udfordringer har Lars Hyldal blandt andet fået assistance fra Teknologisk Institut.
- Vi hjælper ofte virksomheder med at lære de nødvendige skridt, når man skal designe, implementere, risikovurdere og verificere en sikker kollaborativ robotcelle – uden at det går unødigt på kompromis med ydeevnen, siger Søren Peter Johansen, der er faglig leder hos Teknologisk Institut.
Alle med en idé relateret til sikker, kollaborativ robotteknologi er inviteret til at være med i COVR. De kan nemlig søge om en såkaldt ”Award” - enten alene eller i et konsortium. Til hver Award hører der en finansiering på op til €60.000 - knap 450.000 kroner - med.
Mangler du også hjælp til at få helt styr på sikkerheden af kollaborative robotter? Så tøv ikke med at kontakte os, så vi kan hjælpe dig videre.
I videoen ovenfor kan du lære mere om projektet COVR.