Dansk ordning for miljøvaredeklarationer anerkendt i Europa
EPD Danmark har udgivet den første danske miljøvaredeklaration for byggevarer, som er anerkendt på tværs af Europas landegrænser. Den blev overrakt på en konference i Bruxelles, og betyder, at danske byggevareproducenter nu kan få miljødeklareret deres produkter i en dansk kontekst, og samtidig være sikre på, at kvaliteten og indholdet er anerkendt i EU.
De danske byggevareproducenter kan nu få deres produkter miljøvaredeklareret til eksport og brug i Europa. Den første danske virksomhed, ISOKLINKER ApS, har netop modtaget deres ECO Platform EPD, som betyder, at deres varer nu er omfattet af en miljøvaredeklarering, som er anerkendt ikke blot i Danmark, men også resten af Europa.
I efteråret 2013 blev EPD Danmark lanceret af Teknologisk Institut, og i april 2014 blev den første dansk-registrerede miljøvaredeklaration færdig. Nu har det europæiske marked så fået de første ECO Platform EPD’er at se, heriblandt den dansk-registrerede EPD for virksomheden ISOKLINKER ApS fra Risskov ved Århus. ISOKLINKER er et isoleringssystem, hvor isolering og mursten er i én samlet konstruktion. Det bruges energirenovering af eksisterende facader, og virksomhedens ejer er stolt af at kunne fremvise deres nye miljøvaredeklaration med ECO Platform logoet trykt på forsiden.
- Vi opererer i flere europæiske lande, så det har stor værdi, at vores EPD er anerkendt på europæisk niveau. Vi tror på, at verificeret dokumentation for et produkts miljøbelastning ud fra en livscyklusbetragtning er en vigtig forudsætning for at kunne bygge gode miljøvenlige bygninger både nu og i fremtiden. Vi er sikre på, at der i fremtiden vil være en stigende efterspørgsel på sådan miljøinformation, siger ejer af ISOKLINKER ApS Søren Holmelund.
Her i oktober blev i alt 22 EPD’er præsenteret på en konference i Bruxelles. Alle bar de det nye ECO Platform EPD logo, som betyder, at EPDen er anerkendt hos alle de andre Europæiske EPD-ordninger, som er tilsluttet ECO Platform samarbejdet. I praksis garanterer logoet, at EPDen har været underlagt en uafhængig verificering af en kvalificeret verifikator, at EPDen overholder krav til indhold samt at ordningen, der udgiver EPDen, har fået auditeret og godkendt sine kvalitets- og verificeringsprocedurer.
- Denne gensidige anerkendelse på tværs af Europas landegrænser er et utrolig vigtigt første skridt i den rigtige retning, imod et harmoniseret EPD-format til kommunikation af byggevarers miljøegenskaber. Det vil i praksis betyde at producenter, der eksporterer til flere lande, kan undgå at skulle udarbejde den samme type dokumentation mange gange. Dette sparer virksomhederne en masse tid, frustrationer og ikke mindst penge, og samtidig modvirker det handelshindringer på det Europæiske marked, siger konsulent Mathias Høeg fra Teknologisk Institut.
- Det er derfor en rigtig god ide, at få udarbejdet sin EPD ved en af de EPD-ordninger, som er tilsluttet ECO Platform samarbejdet, som f.eks. EPD Danmark. Herigennem sikrer virksomheden sig, at den dokumentation, der bliver investeret tid og penge i, har den bredeste anvendelighed og er anerkendt i resten af Europa som dokumentation for produktets miljøegenskaber, tilføjer han.
Yderligere oplysninger
- www.epddanmark.dk og www.eco-platform.org.
På billedes ses managing director Christian Donath ECO Platform, centerchef Peter Ishøy og konsulent Mathias Høeg, Teknologisk Institut samt ejer Søren Holmelund og customer service Tobias Wolter fra ISOKLINKER samt president Sven-Olof Ryding ECO Platform.