Den grønne omstilling kræver hurtigere batterier

Morten Gottlieb Warming-Jespersen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 27 97.

FastChargeLab - Indvielse

Den grønne omstilling kræver hurtigere batterier

Teknologisk Institut har netop indviet nyt laboratorium, FastChargeLab, som skal fremme udvikling af batteriteknologi, som kan lades hurtigere, og derved understøtte elektrificering.

For at hjælpe danske og internationale virksomheden med at udvikle batteriteknologi, som kan oplades lynhurtigt, har Teknologisk Institut netop åbnet FastChargeLab. Den nye udviklingsplatform skal understøtte forskning, udvikling, test og validering af batterier, som kan tåle de høje strømstyrker, som hurtigladning kræver. FastChargeLab er målrettet industriens behov for udvikling og test af effektive batteridrevne produkter.

- Klimakrisen og den politiske krise kalder på bæredygtige løsninger. Fremtidens bæredygtige energi fra sol, vind og vand og ikke mindst Power-to-X vil stille store krav til både brugen og transporten af el. Vi går ind i en ny æra for at kunne effektivisere og opruste på el. For at understøtte bæredygtige løsninger må vi skabe et stabilt elnet, der tager højde for de udsving, der kommer med vind og sol. FastChargeLab er en udviklingsplatform hos Teknologisk Institut, som sætter os i stand til at udvikle energilagring og anvendelse af batterisystemer. Nu har vi indviet vores FastChargeLab, som vil accelerere samarbejdet mellem industrien og universiteterne med det formål at lave konkurrencedygtige danske løsninger for fremtiden, siger adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut.

Reelle forbrugsmønstre 

FastChargeLab er målrettet industriens behov for test og udvikling af effektive batteridrevne produkter samt behovet for tilpasning til den nye EU batteriforordning, som regulerer batteri-markedet efter EU’s lovgivning.

Laboratoriet ligger på Teknologisk Institut i Aarhus, og blandt faciliteterne er der mulighed for at teste batteri-celler på op til 1.500 ampere og 0-6 volt, og derved teste opladning ved væsentligt højere strømstyrker end i dag. Specialmiljøer for celletests kan efterligne modulsystemer og derved efterligne reelle forbrugsmønstre. 

Desuden omfatter FastChargeLab flere klimakamre, som fx kan teste batterier under temperaturforhold fra minus 20 til 60 grader, og derved teste batteriers potentiale under alle klimatiske forhold. Endelig har FastChargeLab mulighed for at styre mod solcelle-elproduktion, batteribuffer, varmepumpe-systemer mv. gennem Teknologisk Instituts nuværende EnergyFlexLab. Herved kan man undersøge samspillet med andre teknologier.

Opladning FastChargeLab - Indvielse

Foto: Sekretariatschef Claus Meineche, EUDP og GreenLabsDK sammen med adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut ved klimakammeret i FastChargeLab, som skal teste hurtigladning under forskellige temperaturer.

Indfri målsætninger

- Hvis eldrevne biler, trucks og entreprenørmaskiner skal kunne konkurrere med nutidens køretøjer med flydende brændstoffer, som kan fyldes hurtigt på tanken, skal den effektive opladningstid sættes ned. Men det giver en række udfordringer som fx at batterierne lettere kan tage skade ved de høje strømstyrker som det kræver. Desuden kræver hurtigladning af batterier meget høje effekter fra elnettet, som kan sætte det lokale elnet under pres. Det er disse udfordringer, FastChargeLab skal være med til at løse, siger direktør David Tveit, Teknologisk Institut.

FastChargeLab er støttet af det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram EUDP og GreenLabs DK. EUDP er en offentlig tilskudsordning under Energistyrelsen. Ordningen støtter ny teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima – at skabe vækst og arbejdspladser, øge forsyningssikkerheden og gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler.

- For at sikre forskning, udvikling og demonstration af ny teknologi, der kan omstille vores samfund i grøn retning, er det vigtigt, at der muligheder for at teste løsninger på vej mod markedet. Her er FastChargeLab et godt eksempel på en ny testfacilitet, der kan bidrage til det, siger sekretariatschef Claus Meineche, EUDP og GreenLabsDK.

Yderligere oplysninger

  • Centerchef Morten Gottlieb Warming-Jespersen, Teknologisk Institut, mobil 7220 2797,
    mail: mgjn@teknologisk.dk

Topfoto: Divisionsdirektør David Tveit, sekretariatschef Claus Meineche, EUDP og GreenLabsDK, adm. direktør Juan Farré og centerchef Morten Gottlieb Warming-Jespersen ved indvielse af det nye FastChargeLab på Teknologisk Institut.