Digital transformation optimerede True Gums produktion
Digitalisering af produktionsanlæg kan hjælpe virksomheder med at opnå en mere stabil og driftsikker produktion. Teknologisk Institut har hjulpet True Gum med at tage det næste skridt i deres produktion.
På Teknologisk Institut har vi hjulpet True Gum med at optimere og stabilisere deres produktionslinje gennem digital transformation. Konsulent Simon Hvid er en af de tre medarbejdere fra Teknologisk Institut, der har været med til at screene og gennemgå True Gums produktion fra ende til anden for at identificere, hvor der kunne skabes forbedringer.
– Det har været en rigtig sjov proces. Selvom ejerne af en virksomhed ikke længere selv står ude i produktionen, skal de stadig kunne stå inde for slutproduktet. Det kræver, at man kan sikre, at de ansatte kan ramme præcis det samme produkt hver gang. Det hjælper vi med at gøre lettere, fortæller Simon Hvid.
Samarbejdet mellem Teknologisk Institut og True Gum har kørt igennem cirka fire måneder.
– Allerede nu høster vi nogle af samarbejdets frugter. Vi kan allerede se en væsentlig produktionsforbedring, og jeg er positivt overrasket over, hvor praktisk anvendelig sparringen og rådgivningen rent faktisk har været, udtaler Tobias Bo Jensen, driftsdirektør i True Gum.
Mere overvågning giver stabilitet
True Gum kontaktede Teknologisk Institut for at få rådgivning og sparring omkring at forbedre særligt stabiliteten i deres produktion.
Simon Hvid og Morten Bormann Nielsen fra Teknologisk Institut brugte en hel dag hos True Gum, hvor produktionen nøje blev gennemgået.
– Vi startede med at identificere alle optimeringsmuligheder, og efter samtale med True Gum om, hvad der er vigtigt for dem, endte vi med syv konkrete forslag, siger Simon Hvid.
True Gum havde et ønske om at implementere overvågning og kvalitetstjek af slutproduktet, men også løbende igennem produktionen, så de fik mere data at arbejde med. Her kan man fx bruge onlinesensorer, som viser, hvor i produktionen det er gået galt, hvis man står med et slutprodukt, der ikke er i orden.
– Den eksterne ekspertise har været med til at belyse nye muligheder for optimering, som vi muligvis ikke selv havde fanget på nuværende stadie. Så vi har været rigtig glade for samarbejdet, udtaler Tobias Bo Jensen.
Undgå problemer ved opskalering
Er din virksomhed i gang med at udvikle et nyt produkt og skal gå fra prototype til produktion i fuld skala, kan du få rådgivning fra vores specialister. Vi hjælper dig med at skabe overblik og optimere de forskellige processer i produktionen.
– Der opstår næsten altid udfordringer ved opskalering. Selv hvis du har købt to stykker ens udstyr og stiller dem ved siden af hinanden, så er det ikke en garanti for, at de kommer til at fungere ens, siger Simon Hvid.
Samarbejdet mellem Teknologisk Institut og True Gum er finansieret af tilskudsmidler fra puljen SMV:Digital under Erhvervsstyrelsen.