Eksklusive planker optimeres med Lean
Uanset om trægulvet skal danne underlag for NOMAs restaurantgæster, de kongelige på Frederik VIII's Palæ eller inden for et simpelt hjems fire vægge, er filosofien hos trægulvproducenten Dinesen Floors A/S den samme: Udnyt så meget som muligt af råtræet af respekt for naturen.
Af samme årsag ønsker den traditionsrige virksomhed fra Jels også hele tiden at optimere deres produktion af de eftertragtede planker.
- Vi har brug for løbende at forbedre vores produktion. Vi har hele tiden et ønske om at reducere gennemløbstiden, gøre tingene mest muligt effektivt, udnytte materialerne bedst muligt og komme så tæt på nul fejl som overhovedet muligt, og derfor er det vigtigt for os at arbejde med Lean, siger Ole Buelund, fabrikschef hos Dinesen Floors A/S i Jels.
Ole Buelund valgte derfor fornylig at styrke sine kompetencer inden for netop Lean. Det gjorde han hos Teknologisk Institut.
- Uddannelsens undervisere er dygtige praktikere, og det er vigtigt for mig at gøre tingene i praksis, så det ikke kun bliver noget teori og en mappe, man sætter ind på en reol, fortæller han.
- Jeg vil gerne anbefale Lean-navigatør-uddannelsen. Jeg vil faktisk sige, at det er den bedste uddannelse, jeg har været på i mit efterhånden 46 år gamle liv, siger Ole Buelund.