(Endnu et) opgør med de største myter om metal 3D-print

Sidste år viste en rapport fra Dansk AM-Hub, at 25 pct. af danske fremstillingsvirksomheder bruger 3D-print teknologier. Dog er det primært FDM-printere, og anvendelsen er typisk til prototyper. Hvis vi skal tage det næste store ryk på området, er virksomhederne nødt til at tage industrielle processer som metal 3D-print til sig - og få dem ind i produktionen. Det kræver, at vi tager et endeligt opgør med et par af de største myter om teknologien, lyder det fra Jeppe Byskov, souschef på Teknologisk Institut.

Jeg har flere gange pointeret, at metal 3D-print er klar til at tage sin plads på fabriksgulvet ved siden af de traditionelle fremstillingsmetoder. Det har ikke ændret sig, og potentialet er stadig enormt. Desværre rykker det ikke så hurtigt, som det burde - derfor er vi nødt til endegyldigt at gøre op med nogle af de myter, der fortsat står i vejen for teknologiens udbredelse.

1. Myte: Det er for dyrt

Det er en udbredt misforståelse, at prisen på metal 3D-print er meget høj. I takt med at teknologien er modnet, er prisen på 3D-printede emner i metal blevet konkurrencedygtig med traditionel fremstilling - og i nogle tilfælde billigere (det afhænger helt af applikationen). Det skyldes især, at produktionstiden er forkortet, fordi printerne er blevet hurtigere og printkamrene større. På den måde bliver stykprisen på emnerne lavere. Når vi snakker pris, er det også vigtigt at huske på, at det langt fra er alle emner, det giver mening at 3D-printe – hverken ud fra et økonomisk eller et funktionsmæssigt perspektiv. Vi er nødt til at vurdere de enkelte emner og se på, om 3D-print kan optimere dem eller tilføre nye egenskaber, såsom lavere vægt eller konsolidering af flere emner i ét.

2. Myte: Kvaliteten er ikke god nok

Tidligere var der nogle udfordringer med kvaliteten på metal 3D-print, men udviklingen er gået stærkt, og i dag lever kvaliteten fuldt ud op til kravene fra industrien. Det ses bl.a. ved, at 3D-printede emner bruges i rum- og luftfartsindustrien, hvor kvalitetskravene er enormt høje. Desuden er densiteten på metalprint i dag helt oppe på 99,9%, og dermed har det de egenskaber, man forventer. Når emnet kommer ud af printeren, er overfladen mere ru sammenlignet andre fremstillingsmetoder. Men det løser man med traditionel efterbearbejdning, for 3D-print skal ikke ses som en erstatning for alle andre fremstillingsmetoder, men derimod som en del af værktøjskassen.

3. Myte: Det er svært at komme i gang

Det er rigtigt, at det kræver lidt at komme i gang med metal 3D-print, men måske er den rigtige løsning ikke at købe en metalprinter selv. Der findes leverandører som fx Teknologisk Institut, der kan håndtere produktionen, så man har tid til at opbygge viden og kompetencer gennem de uddannelsestilbud, der findes. Det er i øvrigt interessant at notere, at fremstillingsvirksomhederne selv fremhæver manglende viden som den størst flaskehalse i fht. at adoptere 3D-print, men af de 25 pct. der bruger teknologien, er det kun 26 pct. som forventer at investere i uddannelse ifølge AM-Hubs rapport.

Nyt projekt skal demonstrere kvaliteten

Fordi industrien endnu ikke stoler helt på teknologien eller har den samme gode mavefornemmelse som ved traditionelle fremstillingsmetoder, har vi på Teknologisk Institut søgt et nyt stort projekt hos Innovationsfonden kaldet ‘Critical3D’. Her er målet at få metal 3D-print bredere ud i dansk industri ved at demonstrere, at det virker på kritiske applikationer - og samtidig sænke prisen på kvalitetssikringen, så den også kan bruges på ikke-kritiske applikationer.

Allerede nu er der dog rigeligt med argumenter for at 3D-printe i metal - og gode muligheder for at få støtte til at prøve det af. Så det er bare med at komme i gang.