Energi- og klimasyn
Hvad er et energi- og klimasyn?
Et energi- og klimasyn er en tilbundsgående analyse af alle væsentlige energiforbrugende installationer og processer. Klimasyn er relevant for alle typer virksomheder, - uanset om der er egentlig produktion eller der er tale om kontorbygninger og tilsvarende.
Lovpligtigt energi- og klimasyn i større virksomheder
Fra 1. juli 2024 er det et krav, at større virksomheder gennemfører et energi- og klimasyn. Det drejer sig om virksomheder med et årligt energiforbrug over 10 TJ, svarende til 2.778 MWh. Energiforbruget er det samlede forbrug af el, varme (gas, olie, fjernvarme etc.) og brændstof til firmabiler. Et klimasyn skal gentages hvert fjerde år.
Energi- og klimasynet skal minimum omfatte 90% af både energiforbruget og CO2-udledningen.
Energi- og klimasynet skal udføres af en godkendt energisynskonsulent.
De helt store virksomheder med et årligt energiforbrug over 85 TJ, svarende til 23.611 MWh, skal indføre certificeret energiledelse efter ISO50001.
Hvad er fordelene ved et energi- og klimasyn?
Et energi- og klimasyn kan medvirke til både et lavere energiforbrug og lavere CO2-udledning, fordi man bliver opmærksom på områder, hvor der kan spares på energien og hvor der kan omstilles til mindre klimabelastende energikilder. Det medfører lavere driftsomkostninger og er med til at profilere din virksomhed.
De fleste virksomheder kan i gennemsnit skære 10-15% af det samlede energiforbrug ved at gennemføre et klimasyn og foretage de energiforbedrende tiltag, som anbefales i rapporten.
Desuden kan et energi- og klimasyn være et første skridt mod at indføre et energiledelsessystem, hvor energiforbruget løbende analyseres og optimeres.
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe med?
Teknologisk Institut kan både hjælpe med at:
- foretage et godkendt Energi- og klimasyn
- indføre et certificerbart energiledelsessystem
- være behjælpelig med at søge støtte til større projekter i Erhvervspuljen
Kontakt forretningsleder Søren Draborg her på siden for at få mere information om klimasyn og energiledelse.
Godkendt energi- og klimasyn
Vi udfører energi- og klimasyn efter retningslinjerne i den europæiske standard EN16247 for at sikre høj kvalitet i opgaven. Du kan læse mere på Energistyrelsens hjemmeside.
Klimasynsrapport
Resultaterne af klimasynet dokumenteres i en rapport, hvor mulighederne for at energieffektivisere de enkelte anlæg beskrives nøje. For hvert enkelt forslag til energieffektivisering og/eller reduktion af CO2-udledningen, er der en beskrivelse af hvordan forslaget implementeres, og angivelse af forslagets økonomi, dvs. investering, besparelse, tilbagebetalingstid, nuværdi etc..
Hvordan foregår et energi- og klimasyn?
Under klimasynet foretager vi en nøje analyse af tilstanden og driften af alle jeres energiforbrugende installationer. På den måde kan vi identificere mulige, rentable muligheder for effektivisering. Analyserne baseres i vid udstrækning på målinger af driften, så de tiltag, vi foreslår, hviler på et sikkert grundlag.
Hvad kræver et klimasyn af din virksomhed?
Vi starter klimasynet med et indledende møde. Her gennemgår vi virksomheden og dens drift overordnet med jer. Her beder vi jer stille opgørelser af virksomhedens energiforbrug til rådighed.
Derudover er det vigtigt, at de personer, der skal gennemføre de foreslåede tiltag, deltager i et afsluttende møde, hvor resultaterne af klimasynet gennemgås og der lægges en plan for det videre forløb.