Fare på færde: Nye standarder for farver testet på 3D-printede komponenter
Hvordan udvikler vi nye standarder for indfarvning af materialer, så sikkerheden på arbejdspladsen øges? Det spørgsmål søgte Pers Group svar på i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt med Teknologisk Institut.
Rødt skilt = Fare på færde
Vi kender advarselsfarverne på vejene, der med iøjnefaldende kulør og kontrastrige farvetegninger, signalerer fare – og samme princip bruges på fabriksgulvet i produktionen, når fx skarpe genstande skal undviges.
Virksomheden Pers Group fra Vejle, der er leverandør af industriudstyr som fx industrielle vaskemaskiner og varmeovne, indfarver materialer til mange forskellige industrier. En voksende interesse for indfarvning i signalfarver - for eksempel orange og rød - har givet virksomheden lyst til at teste nye typer af indfarvning og udvikle nye standarder til industrien for bl.a. at højne kvalitetssikringen:
- Indfarvningen bruges fx til sporbarhed af maskindele som knive eller kabelbind. De farver, man arbejder med nu – primært blå – passer ikke til alle produktioner. Man skal kunne se, hvis der er et lille stykke fra produktionsmaskinerne, der falder ned til selve produktet, så det ikke ender hos slutbrugeren, siger Jens Brietzke, Area Sales Manager i Pers Group.
Indfarvning kan også bruges til at øge sikkerheden for medarbejderne ved at advare om potentielle farer på arbejdspladsen. F.eks. kan skarpe genstande farves røde eller orange for at indikere, at medarbejderne skal være særligt opmærksomme og undgå at placere deres hænder i disse områder.
Ny viden i MADE projekt
Den metode, der benyttes til de allerede godkendte indfarvninger, vil ikke nødvendigvis fungere på rød eller orange. Så hvad skal der til, før indfarvning i signalfarver lever op til kundernes behov?
Mange parametre kan påvirke resultatet, og Pers Group har i MADE-projektet været optaget af at sikre et solidt faktuelt grundlag for deres fremtidige indfarvninger.
Vi har fået tilført ny viden, som vi ikke kunne have opnået på samme tid uden MADE-projektet. Det var en oplagt mulighed at få sparring udefra.
- Jens Brietzke, Pers Group
Smittende farver
For at undersøge begrænsningerne af de nye indfarvningsteknikker, 3D-printede Teknologisk Institut testelementer i form af rundstænger i nylon. Disse testelementer blev derefter indfarvet af Pers Group og skåret i skiver til yderligere analyse og evaluering.
- Vi har testet indtrængningsdybden – altså hvor langt farven trænger ind i materialet - forskellen mellem forskellige farver, afsmitning, og i hvor høj grad indfarvningen kan stå imod den kemiske virkelighed, der venter dem ude i industrien, hvor bl.a. maskiner rengøres med skrappe basiske eller meget sure rengøringsmidler, siger Morten Lisberg Jørgensen, konsulent og 3D-print specialist på Teknologisk Institut.
Efter korrespondance med virksomheder i fødevarebranchen blev et stærkt basisk og stærkt surt kemikalie udvalgt. Begge er skumrengøringsmidler, som hyppigt bruges i industrien ved rengøring af emner til fødevarekontakt. Afsmitningstesten afdækkede, om det er muligt at se afsmitning af farve på nylonskiverne, når det udsættes for kemikalierne ud fra producentens Ecolab anvisninger.
Her viste det sig bl.a., at indfarvningen havde en tendens til at smitte af, medmindre den var blevet udsat for en 3S-efterbehandling. En 3S-efterbehandling er en proces, hvor kemiske dampe udglatter overfladen, gør den vandbestandig og indkapsler indfarvningen, så den ikke smitter af ved rengøring. På de 3S-efterbehandlede elementer var der ingen afsmitning overhovedet.
Overraskende indtrængningsdybde
Mens afsmitningen gav lovende resultater, bød indtrængningsdybden på vanskeligheder. Med mikroskop analyseredes, nøjagtigt hvor langt farven var trængt ind i nylonskiverne. Ønsket var en indtrængningsdybde på 300 mikrometer, men testene afgav kun resultater mellem 40 og 80 mikrometer.
Vi havde en forventning om, at indtrængningsdybden ville variere, hvis vi justerede på parametre som temperatur, varighed eller farve, men vores tests viser ikke nogen nævneværdig forskel. Indtrængningsdybden forbliver nogenlunde jævn, selvom vi skruer på de forskellige håndtag.
- Morten Lisberg Jørgensen, Teknologisk Institut
”Projektet gjorde en stor forskel”
Resultaterne af Pers Groups tests viste en indtrængningsgrad, der, selvom den ikke nåede den oprindeligt ønskede dybde, viste sig at være inden for acceptable grænser for mange af deres kunder.
- Det næste skridt er at arbejde med de kunder, som vi på baggrund af disse tests kan dokumentere, at vi opfylder de identificerede kriterier for. Det er kunder fra den industrielle produktion af plastdele og 3D-print. Dette område dækker i øjeblikket omkring 60 procent af vores aktuelle forespørgsler. Inden for fødevareindustrien skal vi stadig undersøge nærmere, om vi kan opfylde de ønskede krav, siger Jens Brietzke og fortsætter:
- Da indfarvning i signalfarver er så nyt et koncept, at der endnu ikke findes bredt accepterede standarder, håber vi, at vi med forgangsdemonstrationer som disse kan være med til at definere, hvordan kravene skal se ud i fremtiden.”
- Det er en stor fordel for små og mellemstore virksomheder at deltage i MADE-projekter. Både fordi virksomheder kan nå længere herigennem – men også, fordi vores resultater bliver verificeret af en kompetent tredjepart, hvilket er ekstremt vigtigt i de markeder, vi henvender os til, lyder det afsluttende fra Jens Brietzke.
Om MADE demonstrationsprojekter
Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kr. i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.
Ved at blive koblet op sammen med Teknologisk Institut, FORCE Technology, Alexandra Instituttet eller DAMRC får man adgang til de teknologier, den viden og de kompetencer, som er nødvendige i forhold til at løse den konkrete udfordring i virksomheden. Det kan både være inden for materiale eller produktion.
Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter.
MADE Demonstrationsprojekter er gjort muligt med støtte fra Industriens Fond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.