Flokke af robotter skal styres af ét menneske

Lars  Dalgaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 39 83.

Autonomous Robotics Lab på Teknologisk Institut med mobile robotter og droner med avancerede sensorer og kunstig intelligens

Flokke af robotter skal styres af ét menneske

Flere robotter, der arbejder intelligent sammen om et stykke arbejde med én operatør. Et nyt projekt udvikler teknologier, som skal lære robotteknologi at samarbejde intelligent.


Forestil dig et hold af flyvende robotter, der hjælper til i redningsaktioner, eller en flok af robotter, der kører rundt ude på en mark.  

Men forestil dig så, at det kun er én operatør, der styrer dem alle på én gang.

En robot er i mange tilfælde godt, men i nogle scenarier er flere bedre - især hvis du kun skal bruge én operatør til at styre dem.

Et projekt, der meget passende hedder HERD (flok, red.), skal de næste knap fire år udvikle teknologier, der gør det muligt for et menneske at styre en flok af både land- og luftrobotter.

- Det handler for os om at undersøge, hvordan flere droner kan arbejde sammen om en opgave, hvor én operatør styrer dem alle. Vi skal udvikle intuitive og effektive måder, hvorpå slutbrugeren hurtigt kan få et overblik og tilpasse robotternes opgave, siger Anders Lyhne Christensen, der er professor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet (SDU) og forsker i robotter, i en pressemeddelelse udsendt af SDU.

Multirobotsystemer er fremtiden, og [...] den viden, som kommer ud af projektet, kommer til at kunne bruges i mange domæner og brancher fremadrettet.

Teknologier til flere brancher

Selvom der i projektet HERD er tale om udvikling af flokrobotter, der kan samarbejde om redningsaktioner eller i landbruget, så kan teknologien og den viden, som projektet høster, bruges i mange forskellige brancher.

- Multirobotsystemer er fremtiden, og derfor er det også spændende at være med i det her projekt, fordi den viden, som kommer ud af projektet, kommer til at kunne bruges i mange domæner og brancher fremadrettet, fortæller Lars Dalgaard, der er sektionsleder på Teknologisk Institut.

Og det giver Anders Lyhne Christensen fra SDU ham ret i:

- Vi er begrænset af, at slutbrugere i dag kun kan styre én robot ad gangen. Hvis vi kan lære robotterne at arbejde sammen i flok, så kan vi udnytte dem til alt fra byggeopgaver til inspektion og produktion i langt højere grad i fremtiden. Det siger sig selv, at du hurtigere kan lave en inspektion eller en eftersøgning, hvis du for eksempel kan sætte 20 droner på opgaven i stedet for én.

Ifølge Lars Dalgaard kommer projektet også til at have indflydelse på, hvordan vi forholder os til robotteknologi.

- Projektet kan være med til at nedbryde barrieren for at bruge robotteknologi generelt. Når man skal styre en flok af robotter, skal der en grad af autonomi ind over, da man ikke manuelt kan holde styr på mere end én robot ad gangen. Den autonomi er nyskabende og spændende at undersøge, siger sektionslederen fra Teknologisk Institut og tilføjer:

- Det spændende er også, hvordan mennesket kommer til at interagere med de mange robotter.

-

Et partnerskab med hver sin opgave

Ligesom der er tale om flere robotter i projektet, er der også tale om flere partnere, der skal bidrage med hver deres viden.

Teknologisk Institut er med i projektet med en stor og bred erfaring inden for robotsystemer og en interesse i udbredelsen af robotteknologier i forskellige brancher.

I HERD-projektet skal Det Tekniske Fakultet på SDU stå for forskning og udvikling af robotstyring og kunstig intelligens, mens Aalborg Universitet (AAU) står i spidsen for den del af projektet, der omhandler menneske-robot-interaktion.

Derudover er Copenhagen Business School (CBS) også med i projektet, hvor de står for den del, der omhandler det forretningsmæssige og det organisatoriske.

To private teknologivirksomheder, AgroIntelli, der udvikler landbrugsrobotter i Aarhus, og Aalborg-firmaet Robotto, som udvikler dronesystemer, er også med til at kigge nærmere på robotflokkene.

Hele forskningsprojektet, der har et samlet budget på 17 millioner kroner, er støttet af Innovationsfonden, Teknologisk Institut, AgroIntelli og Robotto.
 

Du kan læse mere om HERD-projektet her