Første Care-O-bot i Danmark

Lars  Dalgaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 39 83.

Servicerobotten Care-O-Bot

Første Care-O-bot i Danmark

Rullende servicerobot kan hente vand og rydde op
Forskerne arbejder på at udvikle Care-O-botten, så den bliver verdens mest avancerede servicerobot, som kan hjælpe ældre med at klare hverdagen - hente ting og gøre rent. Planen er, at den om ti år ruller ind på det første plejehjem.

På fire hjul kommer den godt en meter høje service-robot Care-O-bot rullende. 'Hun' er en af verdens mest avancerede service-robotter og er foreløbig den eneste af sin art i Danmark.

- Den har helt klart en wauw-effekt, siger teamleder Lars Dalgaard fra Teknologisk Institut, Robotteknologi. I tre måneder har han puslet om service-robotten for at få hende op at køre på sine fire hjul. 

- Det er vigtigt, at robotten ikke virker skræmmende, så dens størrelse, udseende og attitude har stor betydning, siger forsker Leon Bodenhagen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.

Skal lære at navigere i kaos
Forskere fra Syddansk Universitet arbejder sammen med forskere fra Teknologisk Institut, så Care-O-botten om ti år kan rulle ind på et dansk plejehjem eller hjælpe ældre med de fysisk krævende ting i hverdagen, så de kan bevare friheden og blive længere tid i eget hjem.

- Den største udfordring er at få den til at navigere sikkert rundt i omgivelserne og for eksempel samle tøj eller aviser op fra gulvet. Det kræver meget kamerateknologi. Derfor er vi heller ikke parate til at lade den håndtere mågestellet, siger Lars Dalgaard.

Robotten kan i dag sagtens hente et glas vand og registrere, om den ældre har drukket vandet. Den har kameraer i hovedet og kan fornemme om den er ved at køre ind i noget. Samtidig har den en arm monteret på ryggen, så den kan gribe om forskellige ting. Desuden er robotten udstyret med højtalere og mikrofon, så den kan lytte til mennesker og svare.

- Men der ligger meget arbejde i at få alle dens færdigheder til at arbejde sammen, så den kan genkende sine omgivelser og yde hjælp, når problemerne opstår og selvstændigt komme med løsningsforslag, siger Leon Bodenhagen.

Servicerobotter er fremtiden
Care-O-botten er indkøbt af Danmarks største velfærdsteknologiske forsknings- og innovationsprojekt Patient@home. Meningen er, at robotforskerne skal udvikle servicerobotten, så den forstår talte ønsker og kan interagere og finde rundt i hjemmet.

- Vi vil gerne opnå, at når vi siger, at den skal hente sokkerne i stolen, så kan den finde ud af, hvad det betyder, og hvor stolen er. Men det er en stor udfordring at få robotten til at interagere, forklarer Lars Dalgaard.

Selvom det måske tager ti år eller mere, før den første servicerobot er klar til at hjælpe ældre mennesker, så forventer mange forskere, at servicerobotternes rolle i det 21. århundrede kommer til at minde om bilernes i det 20. århundrede. I begyndelsen var der kun få mennesker, som havde råd og følte at en bil var nødvendig. I dag kan vi ikke forestille os en hverdag uden biler. Men det kræver stadig mange års tværfaglig forskning, inden det sker.

- Care-O-botten er fremtidens tjener. Den giver mennesker mulighed for at klare en hverdag selvom fysikken mangler. Den hjælper mennesker med at gøre sig fri af alderdommens lænker, fordi den kan gøre de ting, som den ældre ikke længere selv kan, siger vicedirektør Morten Bierbaum fra Welfare Tech, som hjælper med at få omsat forskningsresultaterne til værdi for samfundet og virksomhederne.

Kontakt

  • Post. Doc. Leon Bodenhagen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet: 2614 9837, lebo@mmmi.sdu.dk
  • Professor Norbert Krüger fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet: 2778 7483, norbert@mmmi.sdu.dk
  • Teamleder, ErhvervsPhD i robotteknologi Lars Dalgaard fra Teknologisk Institut: 7220 3983, ldd@teknologisk.dk
  • Vicedirektør Morten Bierbaum fra Welfare Tech: 2933 5432, mbi@welfaretech.dk