Fossile kraftværker genoplives i fremtidens grønne energisystem
Pressemeddelelse udsendt den 6. november 2024.
Som det første af sin slags skal et kraftvarmeværk på Bornholm genbruges som central komponent i fremtidens energisystem. Her bringer Teknologisk Institut og partnere forskellige teknologier i spil for at lagre overskydende energi fra sol og vind og frigive den, når behovet opstår.
Konventionelle kraftvarmeværker i hele Europa sættes ud af spillet, når en fremtid uden fossile brændstoffer nærmer sig. Nu skal Bornholms Energi & Forsynings kraftvarmeværk på havnen i Rønne på Bornholm danne ramme for demonstration af et innovativt hybridt energilagringssystem, der vil bidrage til at stabilisere elnettet, øge forsyningssikkerheden og muliggøre en større integration af vedvarende energikilder som sol og vind. S
amtidig skal projektet gøre det billigere at implementere teknologi til at lagre energi og accelerere brugen af grøn strøm i Europa.
– Det, vi arbejder på i EU-projektet 2LIPP, er at finde en løsning, der både bevarer kraftværkernes værdi og erfaringer. Samtidig skal de indgå i en grøn omstilling uden at gå på kompromis med elnettets stabilitet. Vi genbruger dele af kraftvarmeværkets oprindelige teknologi, herunder dampturbine, generator, kontrolsystemer samt tilslutning til el- og fjernvarmenet, mens en ny blok med nye lagringsteknologier tilføjes, fortæller Katharina Brarup Schäfer, konsulent på Teknologisk Institut.
Tre innovative lagringsteknologier
En vigtig del af løsningen er at integrere flere typer af energilagringsteknologier. Den første omfatter lagring i flydende hydroxidsalt, som er en billig og effektiv metode til at lagre energi. Den anden er genbrugte bilbatterier, der repræsenterer en miljøvenlig og omkostningseffektiv tilgang, og den sidste, et højteknologisk svinghjul. Et højteknologisk svinghjul er en avanceret energilagringsenhed, der bruger roterende masse til at lagre og afgive energi. Det fungerer ved at omdanne elektrisk energi til kinetisk energi og derefter tilbage til elektricitet, når det er nødvendigt.
– Vi udnytter forskellige lagringsteknologier for at skabe en fleksibel og robust løsning, der kan levere grøn energi tilbage til elnettet. Det handler om at kunne lagre overskydende energi fra fx vind og bruge den senere, når produktionen fx på grund af vejrforholdene, ikke dækker efterspørgslen, forklarer Katharina Brarup Schäfer, konsulent på Teknologisk Institut,
Den kombinerede energilagringsløsning bliver styret af et innovativt energistyringssystem (EMS), som balancerer udbud og efterspørgsel på både varme og strøm. Systemet sikrer, at kraftværker kan støtte elnettet med en høj andel vedvarende energi uden at kompromittere forsyningssikkerheden.
Et økonomisk løft til energisektoren
Teknologien skubber ikke kun på energisektorens grønne omstilling, men også for økonomien i den europæiske energisektor. Estimater viser, at løsningen kan fastholde værdier i Europa på op til 1,2 milliarder euro i aktiver, som ellers ville være gået tabt med kontinentets kraftvarmeværker. Der er samtidigt stort potentiale for at opgradere op til 500 GW af den eksisterende energikapacitet på kraftværker i Europa.
– Det unikke ved 2LIPP er, at vi med relativt lave omkostninger grundet genanvendeligheden, kan skabe en energilagringsløsning, der kan implementeres bredt på tværs af Europa. Det handler om at få mest muligt ud af de ressourcer, vi allerede har til rådighed, og om at gøre energisystemet mere fleksibelt og bæredygtigt på lang sigt, siger Katharina Brarup Schäfer, konsulent på Teknologisk Institut.
2LIPP-projektet ('Second Life for Power Plants') er støttet af EU’s Horizon-program og involverer flere nationale og internationale partnere, herunder Teknologisk Institut, Energy Cluster Denmark (projektleder), Bornholms El-produktion A/S, Fraunhofer-Gesellschaft og DTU - Danmarks Tekniske Universitet.
Yderligere oplysninger
Kontakt konsulent Katharina Brarup Schäfer, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2765, mail: ksch@teknologisk.dk
Topbillede: Det er Bornholms Energi & Forsynings kraftværk, der får nyt liv ved at genbruge sin oprindelige teknologi, som dampturbine, generator og elnettilslutning. En saltreaktor, brugte bilbatterier, et mekanisk-magnetisk svinghjul og avanceret software sikrer konstant energiforsyning – selv på grå dage uden sol.
Foto: Teknologisk Institut