
Gamle tennisbolde får nyt liv
”En tennisbold er lavet af kvalitetsmaterialer, men den bliver kun brugt aktivt i 2 timer før den smides ud – det giver simpelthen ikke mening. Nu har vi gravet ressourcerne op, så kan vi lige så godt få dem brugt.” Sådan udtaler Mikkel Haaning sig, som sammen med sin medstifter Christoffer Flagstad har stiftet Dots.Recycling, der anvender tennisbolde, som ellers ville blive smidt ud, til at lave nye produkter som f.eks. filtpuder til stole. Dots.Recycling har igennem Teknologisk Instituts Iværksætterrådgivning fået hjælp til flere aspekter inden for produkt- og forretningsudvikling, hvoraf det mest essentielle har været en holdbarhedstest af deres filtpuder, som har givet virksomheden mod på at tilbyde 10 års garanti på deres produkt.
Fra en tennisbold til to produkter
Efter at lære, hvor kort levetid en tennisbold har, blev Christoffer inspireret af noget han huskede fra sin børnehave – her brugte de netop tennisbolde med hul i, til at sætte på stolebenene som en alternativ gulvskåner. Derfra gik tankerne på, hvad boldene ellers ville kunne bruges til, og nu har Dots.Recycling udviklet en proces for at udnytte materialerne på flere måder. Først og fremmest tager de brugte tennisbolde, og ser om de kan genanvendes til padeltennis eller tennis igen, ved f.eks. at reetablere deres tryk. Når boldene ikke længere kan bruges til aktivt spil, producerer de filtpuder til stole ud af dem – her bruges ca 50% af bolden. Den resterende del laver de til at granulatprodukt, som fornyeligt er blevet brugt i etableringen af et nyt gulv i et padelcenter, hvorved boldene på sin vis får lov at blive hvor de hører hjemme. Mikkel og Christoffer leder hele tiden efter nye og mere bæredygtige måder at bruge boldene på.
Holdbarhedstest, forretningsudvikling og messemateriale
”Det er virkelig stærkt, at vi har kunne teste kvaliteten af vores produkt hos jer. Folk køber ikke kun den grønne historie, det skal også være god kvalitet til at starte med.”, siger Mikkel i en snak om forløbet hos Teknologisk Institut, og fortsætter med ”det har også hjulpet os med at finde fokus, og blive mere konkrete i forhold til behovet og markedet for vores produkt.”. Iværksætterrådgivningen skræddersyr forløb til de enkelte iværksættere, så de kan få mest muligt ud af det, og det er noget Dots.Recycling har været glade for: ”Jeg tror at det var rigtigt vigtigt at vi helt i starten fandt ud af, hvad det egentlig var vi skulle bruge Teknologisk Institut til – det gjorde at vi fra start fandt ud af, hvordan vi kunne få mest værdi ud af forløbet. Der var stort fokus på, at vi skulle have noget hjælp på nogle områder, som vi ikke selv havde mulighed for at udføre.”. De henvendte sig oprindeligt til iværksætterrådgivningen med håb om en test, hvilket de fik, men de fandt ud af, at iværksætterrådgivningen også kunne hjælpe med forretningsudvikling og præsentationsmateriale: ”Det var superfedt at vi kunne få lov at bruge værkstedet til at lave noget præsentationsmateriale til en masse, som vi har brugt flere gange siden. Det har været fedt at dialogen har været holdt ved lige, også selvom vores test egentlig var udført. ”
Den videre udvikling
Efter forløbet hos Iværksætterrådgivningen har Dots.Recycling følt sig bedre klædt på til at udvikle deres virksomhed, både i forhold til forretning og deres produkter, hvilket de har knoklet på siden da. Blandt andet kvalitetstesten har gjort, at de har turde åbne nogle nye døre: ” ”Testen har gjort, at vi tør sætte 10 års brugsgaranti på vores produkter. I takt med at have fået kvalitetstest, kan vi nu kontakte større kunder der kan aftage langt større volumen end vi har haft før. Derfor har vi også fokus på vores bagende lige nu, fordi det kræver en større og mere effektiv logistisk i forhold til indsamling af brugte bolde. Vi arbejder på at blive klogere og få data på hvor mange bolde en klub samler, og hvilken værdi det kan give dem.”
Er et forløb hos Iværksætterrådgivningen på Teknologisk Institut noget for dig?
Teknologisk Institut giver dig mulighed for at udvikle din virksomhed og produkt gennem målrettede sessioner/workshops. Vi har ikke kun fokus på den teknologiske del. Vi giver dig også sparring på andre væsentlige parametre for at du lykkes, f.eks. din forretningsmodel. Vi har mange års erfaring, og vi sætter alle vores faglige centre i spil for at hjælpe dig helt i mål. Hvis du er interesseret i at høre mere om vores iværksætterforløb, kan du ringe til Rune Rex på tlf. 72201153.
Du kan også sende din ansøgning nu ved at hente følgende ansøgningsskema, udfylde det og sende det til Rune på rrx@teknologisk.dk. Derefter vil I senest efter 5 arbejdsdage få svar, potentielt med en invitation til et indledende møde. Forløbet er gratis og inkluderer teknisk udvikling, rådgivning og sparring. Iværksætterforløbet hos Teknologisk Institut er finansieret af Otto Bruuns Fond og Nordeas Iværksætterfond.