'Grøn' maling i alverdens farver
Råvarer baseret på olie vil i fremtiden være under større og større pres, efterhånden som oliekilderne tørrer ud. For at sikre fremtidens bæredygtige miljørigtige løsninger skal et nyt højteknologiprojekt udvikle træbeskyttelsesmaling baseret på ikke-fossile råvarer.
Foto: Brixfoto - Carsten Brix
Et nyt forskningsprojekt forener flere danske virksomheder og førende forskningsinstitutioner i fælles front for en maling, som minimerer belastningen af miljøet.
Teknologisk Institut deltager i projektet, og centerchef i Træ og Miljø, Niels Morsing, er ikke i tvivl om, at der er brug for nytænkning og udvikling på området.
”Vi har dagligt mange forbrugere i telefonen og her er ønsket om en god udendørs holdbarhed af et behandlet træværk tydelig. Derfor er det vigtigt, at der ved udvælgelsen af de nye råvarer tænkes kvalitet. Forbrugeren skal sikres en god oplevelse ikke bare i forhold til miljøet, men også i forhold til det færdige resultat”, forklarer Niels Morsing.
Åbenlyse udfordringer
Ønsket for partnergruppen, som deltager i projektet er at skabe den næste generation af fremtidens beskyttelse af udendørs træværk. Og udfordringerne er åbenlyse, hvis man spørger projektchef fra Dyrup, Søren Poulsen, som også deltager i udviklingsprojektet.
”Som producent er det ikke nok at fokusere på den miljølovgivning som gælder i dag. Hensynet til virkning af det ydre miljø som f.eks. brug af råvarer fra andet end olie er en væsentlig parameter med en hastig stigende betydning” forklarer Søren Poulsen og tilføjer, ”på længere sigt er det således nødvendigt at kunne fremstille malingerne, hvor både nye kilder for råvarerne sikres, men tillige på et bæredygtigt grundlag, der tager hensyn til CO2-udledningen”.
Viden og virkelighed forenes
Som det er gældende for mange brancher, er også malingindustrien påvirket af den globale udvikling. Innovation og udvikling af nye teknologier er essentielle, hvis Danmark skal bevare arbejdspladser og have en plads med fremme i forhold til nytænkning og nye teknologier.
Det nye projekt forener den viden, som videninstitutionerne og universiteterne har, med de behov, erfaringer og udfordringer som branchen har og står overfor.
Slutresultatet forventer partnerne bliver et nyskabende produkt, som kan skabe arbejdspladser i Danmark og ikke mindst gøre det muligt for den danske malingindustri at sætte sig på en god del af verdensmarkedet for fremtidens maling.